Sejr mod bundhold giver Arbeloa lidt pusterum i Real Madrid

17. JAN 2026 • 16:00SPORT

Pibekoncert før kampen på Santiago Bernabéu blev besvaret med 2-0-sejr til Real Madrid og Álvaro Arbeloa.

En 2-0-sejr over Levante løfter lidt af presset på Real Madrid og den nye cheftræner, Álvaro Arbeloa.

Real Madrid havde i starten svært ved at få gang i scoringerne på Santiago Bernabéu, hvor utilfredsheden var tydelig både før og under La Liga-kampen, og hjemmeholdet blev mødt af en højlydt pibekoncert.

Men hovedstadsklubben svarede igen efter en times spil med individuel kvalitet og et sikkert straffespark af Kylian Mbappé samt et glimrende hovedstød fra Raúl Asencio.

Med de tre point jagter Real Madrid stadig rivalen Barcelona på førstepladsen i La Liga. Barcelona er foran med ét point og har spillet en kamp færre.

Oprykkeren Levante ligger efter nederlaget stadig under nedrykningsstregen på en 19.-plads.

Real Madrid fyrede mandag Xabi Alonso som cheftræner, efter at klubben i sidste weekend tabte den spanske Super Cup-finale 2-3 til Barcelona.

Afløseren, Álvaro Arbeloa, fik mildest talt en skuffende start med et 2-3-nederlag i Copa del Rey onsdag mod Albacete fra den næstbedste spanske række.

Størstedelen af den sædvanlige startopstilling blev dog sparet i midtugens pokalkamp. Lørdagens opgør mod Levante var derfor også den første kamp, hvor Arbeloa stillede med profiler som Kylian Mbappé, Jude Bellingham og Thibaut Courtois.

Presset på den nye cheftræner og Real Madrid-spillerne kom til udtryk ved en massiv pibekoncert på Santiago Bernabéu, allerede inden kampen blev fløjtet i gang.

Cheftræneren havde dagen forinden ellers bedt fansene om at støtte op om holdet, selv om han forstod deres skuffelse.

Presset blev ikke mindre af en skuffende første halvleg. Real Madrid skabte ikke mange store chancer, og første halvleg endte 0-0, mens en mindst lige så stor pibekoncert som før kampen blev rettet mod hjemmeholdet.

Efter 55 minutter viste Real Madrid så sin individuelle klasse. Kylian Mbappé gik forbi stopperen Dela, som måtte nedlægge ham inde i feltet, og dommeren pegede på straffesparkspletten. Mbappé udnyttede selv muligheden og sparkede sikkert i mål til 1-0.

Scoringen lettede presset for hjemmeholdet, og kort efter kunne Raúl Asencio gøre det til 2-0 med et glimrende hovedstød efter et hjørnespark.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

15. JAN 2026 • 22:44SPORT
Dansk angriber lyner i Bologna-sejr

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT