Rwanda ansøger om at få Formel 1 tilbage til Afrika
Lykkes det Rwanda at få Formel 1 til det afrikanske kontinent, vil det være første gang siden 1993.
Det afrikanske land Rwanda håber på at bringe Formel 1 tilbage på kontinentet for første gang siden 1993.Fredag bekræfter Rwandas præsident, Paul Kagame, at landet vil ansøge om, at der skal placeres et grandprix i landet.
- Jeg er glad for at kunne annoncere, at Rwanda officielt ansøger om at bringe motorsportens spænding tilbage til Afrika, siger præsidenten ifølge Reuters.
Ordene kommer fra talerstolen til Det Internationale Motorsportsforbunds (FIA) generalforsamling, der blev afholdt i Rwandas hovedstad, Kigali.
Arrangørerne af Formel 1 er ifølge Reuters interesserede i at bringe sporten tilbage Afrika ved at placere et grandprix på kontinentet.
- Jeg kan forsikre om, at vi nærmer os denne mulighed med den seriøsitet og engagement, som den fortjener, siger Paul Kagame.
Såfremt Rwanda ender med at få et Formel 1-grandprix til landet, skal der bygges en ny bane.
Den vil blive placeret tæt på en ny international lufthavn, der er under opbygning. Placeringen vil være omkring 40 kilometer uden for hovedstaden Kigali.
Det seneste Formel 1-løb på afrikansk land var for 31 år siden, da Johannesburg i Sydafrika lagde asfalt til et grandprix.
Kyalami-banen i Sydafrika var en fast del af Formel 1-kalenderen fra 1967 til 1985.
Efterfølgende blev der kørt to løb på banen i 1992 og 1993.
I september 2025 afholder Rwanda desuden VM i landevejscykling.
Det bliver første gang nogensinde, at cykel-VM afholdes i et afrikansk land.
Her skal mændenes linjeløb blandt andet passere Mont Kigali, der er en stejl stigning i landets hovedstad.
/ritzau/