Rune slutter sig til Alcaraz og Zverev på Laver Cup-hold

13. MAJ 2025 • 16:45SPORT

Holger Rune er udtaget til Europas Laver Cup-hold, der til september skal møde "resten af verden" i USA.

Den danske tennisstjerne Holger Rune bliver efter planen en del af Europas mandskab i Laver Cup, der spilles i San Francisco i september.

Det oplyser Laver Cup på det sociale medie X.

I dysten mod et hold bestående af "resten af verden" kommer Europas hold også til at tælle tyske Alexander Zverev og spanske Carlos Alcaraz, der er henholdsvis nummer to og tre i verden.

Den franske legende Yannick Noah står i spidsen for Europas hold, som der løbende bliver udtaget flere spillere til.

Rune har en gang tidligere været udtaget til Laver Cup-holdet, men dengang i 2023 endte han med at melde afbud til turneringen.

- Det føles fantastisk at blive udtaget til at spille for Team Europe i San Francisco i år, siger Holger Rune til Laver Cups hjemmeside.

- Jeg var så tæt på at spille Laver Cup for nogle år siden, men blev desværre skadet og kunne ikke deltage. Siden har jeg været opsat på at deltage, hvis jeg fik chancen igen.

Holdet med "resten af verden" styres af amerikaneren André Agassi, der har udtaget tre landsmænd i skikkelse af Taylor Fritz, Tommy Paul og Ben Shelton. Også den talentfulde brasilianer Joao Fonseca er udtaget.

Turneringen afvikles fra 19. til 21. september kort efter US Open.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT