Er Portugal bedst med eller uden 41-årige Cristiano Ronaldo? Det spørgsmål deler vandene i fodboldverdenen.
Allerede i 2023 sagde TV 2 Sports fodboldekspert Mads Junker:- Der er reelt set nok kun Cristiano Ronaldo tilbage, der hævder, at Portugal er bedst med ham på banen. Sat lidt på spidsen.
Modsat sagde Real Madrids kommende træner José Mourinho i marts i år efter Portugals 0-0-testkamp mod Mexico:
- Tager du Ronaldo ud af ligningen, ligner Portugal et helt ordinært hold.
Cristiano Ronaldo har altid delt vandene med sin personlighed. Men især de senere år, hvor han er nået op i en høj fodboldalder, er hans fodboldmæssige niveau kommet til debat.
Onsdag tager Portugal hul på VM. Det bliver 41-årige Ronaldos sjette VM-slutrunde, hvilket kun Mexicos Guillermo Ochoa og Ronaldos evige rival Lionel Messi også når i år.
Men hvor Ochoa er degraderet til reservekeeper for Mexico, og Messi stadig er Argentinas vigtigste spiller, er der delte meninger om Ronaldo. Er Portugal bedre med eller uden ham på holdet?
Manden, som i sidste ende skal svare på spørgsmålet, er landstræner Roberto Martinez. Og han er ikke i tvivl.
- Vi taler om den bedste spiller nogensinde. Han er her, fordi han stadig leverer på et meget højt niveau, ikke fordi han har præsteret i fortiden, har Martinez slået fast.
Han har kategorisk afvist holdninger om, at holdet vil være bedre tjent uden den aldrende superstjerne i startopstillingen.
Siden Martinez blev landstræner i 2023, har Ronaldo da også været fast mand og holdets leder. Men andre end Mads Junker har deres tvivl om Ronaldos værdi for holdet i dag.
Antonio Simoes, en af spillerne fra Portugals VM-bronzevindende hold i 1966, mener ligeledes, at Ronaldo gør mere skade end gavn for holdets spil.
- Han spiller ikke for at vinde. Han spiller for at være hovedpersonen, har Simoes sagt ifølge BBC.
Det er et ømtåleligt emne, for Ronaldo har været Portugals uden sidestykke største stjerne, siden Luis Figo stoppede karrieren. Manden, som mere end nogen andre hjalp holdet til EM-titlen i 2016. Og anfører siden 2008.
143 mål og 46 assister i 228 landskampe taler for sig selv.
Debatten om hans position har fået næring, da han gik målløs fra banen i testkampene mod både Nigeria og Chile op til EM. Spillemæssigt imponerede han heller ikke.
Han var skadet i testkampene i marts og april og scorede ikke i 0-2-nederlaget i VM-kvalifikationen mod Irland i november 2025. Derimod fik han rødt kort og sad ude, da holdet storspillede og slog Armenien 9-1 få dage efter.
Det gav ny næring til holdningen om, at holdet fungerer bedre uden Ronaldo.
Men den holdning giver landstræner Martinez intet for. Han har i stedet gentagne gange henvist til, at Ronaldo står noteret for 25 mål i sine seneste 31 landskampe.
Og den tidligere forsvarsprofil Abel Xavier bakker over for BBC landstræneren op.
- Cristiano forstår de store øjeblikke bedre end nærmest nogen anden i fodbold. Den erfaring kan være afgørende ved et VM, lyder det fra Xavier.
Alt tyder på, at Ronaldo starter inde, når Portugal indleder VM onsdag aften dansk tid mod DR Congo. Men leverer han ikke, kan trænerstaben hurtigt skulle svare på mange spørgsmål om Ronaldos berettigelse på holdet.
/ritzau/