Roglic får revanche mod formstærk spanier i Catalonien

27. MAR 2025 • 17:00SPORT

Primoz Roglic slog Juan Ayuso i en ny spurt mellem rivalerne, der står noteret for samme tid efter 4. etape.

Efter at have tabt på målfoto onsdag fik den slovenske cykelstjerne Primoz Roglic (Bora) torsdag hævn over Juan Ayuso (UAE), da 4. etape af World Tour-etapeløbet Catalonien Rundt skulle afgøres.

De to stærke ryttere spurtede igen om sejren, og Roglic passerede målstregen et halvt cykeldæk foran Ayuso.

Dermed har de to ryttere skabt en besynderlig situation, hvor de på grund af bonussekunder står noteret for præcis samme tid efter fire etaper. Roglic overtager førertrøjen fra Ayuso.

- Han gør det ikke nemt for mig, og der venter flere hårde dage forude. Forskellen på os er lille nu, men det kan sagtens være, at en af os trækker fra - eller en helt anden rytter - og vinder med flere minutter, siger Roglic i sit vinderinterview.

I løbet af torsdagens etape forsøgte en række udbrydere lykken, men ingen af dem havde benene til et stort kup, selv om en enkelt gjorde et hæderligt forsøg.

På vej op ad etapens afsluttende stigning lå tyskeren Georg Steinhauser alene i front.

Efterhånden som han nærmede sig toppen af den 8,8 kilometer lange kategori 1-stigning, skrumpede forspringet, og 2,4 kilometer fra toppen havde et decimeret felt indhentet ham.

I det samme angreb Juan Ayuso og Primoz Roglic, og akkurat som på onsdagens etape skulle de slås om etapesejren.

Torsdag blev der dog ikke brug for et målfoto, for i den afsluttende spurt på toppen af Montserrat Mil·lenari var Roglic en lille bid foran og kunne juble over at have slået Ayuso.

Spanieren har ellers vist storform på det seneste. Ud over onsdagens etapesejr vandt han for to uger siden Tirreno-Adriatico, hvor det også blev til en etapesejr undervejs.

Fredag venter en næsten flad etape, hvilket er guf for sprinterne.

Catalonien Rundt slutter på søndag, hvor Barcelona er start- og målby for løbets 7. etape.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT