Riemer: Konkurrence i angrebet skærper landsholdet

21. MAR 2025 • 08:15SPORT

Mika Biereth giver en sund konkurrence i Danmarks angreb, og det kommer hele holdet til gode, mener Riemer.

Det er sundt for det danske fodboldlandshold, at Rasmus Højlund ikke længere synes selvskrevet til en plads i startopstillingen, hvis han er kampklar, fordi konkurrencen er blevet hårdere.

Det mener landstræner Brian Riemer, der torsdag valgte at starte inde med den formstærke debutant Mika Biereth på bekostning af Højlund i 1-0-sejren over Portugal.

Midt i anden halvleg kom Højlund ind i stedet for Biereth og endte som matchvinder.

- Vi har haft held med at skabe en konkurrencesituation på det danske landshold nu. Når der er mange nye, kigger alle lige rundt, og nogen af de nye er lige trådt ind på scenen.

- Nu står vi med to europæiske topangribere. Den ene spiller i Manchester United og scorede i sidste weekend, mens den anden sætter rekorder i Monaco. Det gør kun noget godt for et fodboldhold, at der er konkurrence om pladserne, siger Brian Riemer.

Han roser Rasmus Højlund for at vise stor moral som indskifter, selv om angriberen måske var skuffet over at starte ude.

- Jeg synes, at den måde, Rasmus kom ind og leverede, efter at Mika fik chancen, siger alt om, hvor holdet står. Det siger alt om, hvilket fællesskab der er blevet skabt. Indskifterne kom ind og gjorde en forskel, siger Brian Riemer.

Mika Biereth er stolt af, at han blev valgt til at starte inde mod Portugal, og han godkender sin egen indsats, selv om den ikke kastede mål af sig.

- Jeg var meget glad, da jeg fandt ud af, at jeg skulle starte inde. Jeg har spillet godt i Monaco, og jeg ville også gøre det godt her på landsholdet.

- Det var en mega fed oplevelse. Vi spillede en god kamp, og jeg fik debut, siger Mika Biereth, der havde en lang række venner og familiemedlemmer på plads på tribunerne.

Nu skal han bruge de kommende dage på at overbevise landstræneren om, at han også skal starte inde i søndagens returkamp i Lissabon.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT