Rekordsalg hjælper Lyngby til forventet millionoverskud

28. MAR 2025 • 10:21SPORT

Godt fem millioner kroner før skat lyder overskuddet i Lyngby Boldklub efter seneste regnskabsår.

Transferindtægterne har aldrig været større i Lyngby Boldklub end i seneste regnskabsår.

Og det er en af årsagerne til, at superligaklubben fredag kunne præsentere et millionoverskud for regnskabsåret, der sluttede 31. december 2024.

Overskuddet endte på 5,1 million kroner før skat og ligger i tråd med det, selskabet bag klubben havde forventet.

- Vi har en klar strategi, hvor vi løbende investerer klogt og planlagt. Når vi leverer et regnskab, der er præcis, som vi havde forudset, vidner det om, at vi har en stærk økonomistyring og en forretningsmodel, der fungerer.

- Vi er ikke rige. Langtfra, men det er en forudsigelighed, der gør os i stand til at konkurrere i Superligaen på trods af at have et af ligaens laveste budgetter, siger bestyrelsesformand Tommy Petersen til klubbens hjemmeside.

Lyngby er i gang med sin tredje sæson i Superligaen siden oprykningen fra den næstbedste række.

Klubben solgte i sommerens transfervindue den islandske angriber Andri Gudjohnsen til Gent i Belgien. Det er klubbens største, enkeltstående salg nogensinde.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT