Rapper og landsholdsspiller køber sig ind i Vendsyssel

1. DEC 2024 • 15:24SPORT

Rapperen Blessd og landsholdsspilleren Joachim Andersen er nu blandt de 20 ejere af Vendsyssel FF.

1.-divisionsklubben Vendsyssel FF har endelig fået ny ejerkreds efter et intenst arbejde i kulissen i de seneste fem uger.

Erhvervsmanden Jacob Andersen har solgt en stor andel af sit ejerskab i fodboldklubben, så ejerkredsen nu tæller 20 personer.

Det skriver TV 2 Nord, der blev orienteret om ejerskiftet søndag eftermiddag forud for holdets kamp mod Esbjerg i Hjørring.

Ejerskiftet er på ingen måder overraskende. Allerede i slutningen af oktober meddelte den colombianske rapper Blessd, at han var en del af klubbens nye ejerkreds, der også tæller den danske landsholdsspiller Joachim Andersen, søn af Jacob Andersen.

Den forhenværende majoritetsejer bekræftede også dengang, at en handel var oppe over, men overdragelsesprocessen har været længere end først antaget.

Det langstrakte forløb skyldes dog ingen større problemer, fastslår Jacob Andersen.

- Alle i Vendsyssel er glade. Organisationen har også været involveret, og vi er glade for at have sat flueben i dag, og nu kan vi se fremad. Vi glæder os til at arbejde med Legacy Sport Partners (paraply for flere af klubbens nye ejere, red.). Det bliver rigtig, rigtig godt, siger Jacob Andersen til TV 2 Nord.

Den tidligere majoritetsejer sidder stadig på 15 procent af ejerskabet i klubben.

Vendsyssel har tidligere været på udenlandske hænder, der var nær at føre klubben ud i konkurs i løbet af bare et år. Klubben blev reddet, da Jacob Andersen købte den tilbage i 2021 for et symbolsk beløb.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT