Ramt Mette Tranborg: Det gør endnu mere ondt denne gang

3. JUN 2023 • 20:58SPORT

For andet år i træk tabte Team Esbjerg CL-semifinalen, men følelsen i år er endnu værre ifølge Mette Tranborg.

For et år siden stod Team Esbjergs håndboldkvinder for første gang til Final 4-stævnet i Champions League. Både semifinale og bronzekamp blev tabt relativt klart.

Lørdag havde vestjyderne chancen for at revanchere sig og var godt på vej, men en skidt anden halvleg, og et ungarsk mål to sekunder før tid, betød nok en misset finaleplads for Esbjerg.

Og landsholdsbacken Mette Tranborg lagde efter kampen ikke skjul på, at frustrationen er større i år.

- Det gør markant mere ondt i år. Det gjorde også ondt sidste år, men det er virkelig hårdt i år, lyder det fra højrebacken.

Hun bød ind med to scoringer på to forsøg og masser af tacklinger i forsvaret. Men det var netop i forsvaret, at kampen især blev tabt ifølge Tranborg.

- Vi lavede nogle fejl på vigtige tidspunkter, og vi fik ekstremt mange udvisninger på kort tid. Der var også nogle aftaler i forsvaret, vi ikke fik holdt, mener hun.

- Og når der pludselig kommer et mål her og et mål der, så bliver det sådan en lidt tilfældig afgørelse til sidst, efter at vi egentlig havde haft kontrol på kampen. Det er pissefrustrerende.

Cheftræner Jesper Jensen udtrykte efter semifinalen en del frustration over dommerindsatsen - især omkring de mange udvisninger danskerne fik i begyndelsen af anden halvleg.

Med 20.000 tilskuere i en hal i Budapest og et ungarsk mandskab på banen vil der komme stort pres på dommerne. Det følte Mette Tranborg, i lighed med sin træner, fik en effekt.

- Det havde selvfølgelig en effekt. De havde hele hallen i ryggen, og det lagde nok også et ekstra tryk på dommerne. Sådan er det her, det er præmissen, og det vidste vi godt, siger hun.

Når Esbjerg søndag skal spille om bronze, bliver det igen med ungarsk modstand. Danskerklubben Györ venter klokken 15.15.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU