PSG stormer mod ottendedelsfinale efter sejr over landsmænd

11. FEB 2025 • 20:49SPORT

Første del af det franske møde i CL mellem Brest og PSG endte med en sejr på 3-0 til hovedstadsklubben.

Paris Saint-Germain haltede gevaldigt efter i store dele af den indledende fase af Champions League, men i første playoffkamp mod landsmændene fra Brest var der ingen slinger i valsen fra stjernerne.

På udebane sejrede PSG forholdsvis sikkert med 3-0 tirsdag aften og står nu med mere end et ben i ottendedelsfinalen.

Returopgøret venter om otte dage. Til den tid skal PSG håbe på lidt mere koldblodighed fra målmand Gianluigi Donnarumma, som legede gevaldigt med ilden i begyndelsen af tirsdagens møde.

Efter 12 minutter hamrede han bolden direkte i hovedet på Ludovic Ajorque, og det var mere held end forstand, at bolden gik snert forbi mål.

Men PSG viste generelt, hvorfor de er syv pladser bedre placeret end Brest i den franske liga.

Gæsterne var bedre teknisk og kombinerede sig på eminent vis til flere store muligheder.

Alligevel skulle de bruge en hjælpende hånd til at komme foran. Pierre Lees-Melou forhindrede med hånden en PSG-afslutning i at nå målet, og dommeren pegede efter et VAR-gennemsyn på straffeplatten.

Herfra var Vitinha sikker, og så var grundstenen lagt til storholdets sejr.

Brest fik ganske vist et par store tilbud, og særligt tæt på var Abdallah Sima, der ramte stolpen med sit hovedstød.

Achraf Hakimi sparkede såmænd også på opstanderen i den forkerte ende, og heldigvis for PSG endte det ikke i et komisk selvmål.

Mens værterne savnede skarphed, var PSG anderledes effektive.

Kort før pausen scorede Ousmane Dembele for ottende kamp i træk, og hullet blev kun dybere for Brest efter pausen.

Efter 65 minutter fik Dembele noget heldigt bolden med sig i feltet og skovlede den i mål til slutresultatet 3-0 med sit mål nummer 15 i 2025.

Brest skal nu bruge et mindre mirakel for at komme videre i turneringen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

20. MAR 2025 • 10:33SPORT
Tidligere Formel 1-holdejer er død
FÅ ABONNEMENT