Netanyahu: Aftale giver Israel ret til nye kampe
Israels premierminister: En plan om våbenhvile og fangeudveksling må ikke hindre Israel i at fortsætte kampe
Enhver aftale om våbenhvile i Gaza må tillade, at Israel genoptager kampene, indtil dets mål er nået, siger premierminister Benjamin Netanyahu søndag. Udtalelsen er en kommentar til en amerikansk plan, der skal bringe den ni måneder lange krig til en afslutning, og som ventes at få parterne til forhandlingsbordet inden for kort tid.Han siger også, at en aftale må forbyde våbensmugling til Hamas via grænsen mellem Gaza og Egypten, og at den ikke bør tillade tusindvis af væbnede palæstinensere at vende tilbage til det nordlig Gaza.
Hamas har tidligere i denne uge opgivet et centralt krav, som menes at kunne bane vej for en mulig aftale om våbenhvile og frigivelse af gidsler.
Det skrev Reuters og AP og flere andre internationale medier i weekenden.
Også Reuters citerer en højtstående Hamas-kilde, som bekræfter, at gruppen ikke længere kræver, at Israel skal forpligte sig til en permanent våbenhvile, før en våbenhvileaftale kan underskrives.
Der er tale om et amerikansk forslag om en våbenhvileaftale i faser, som stadig forhandles.
Den potentielle aftale kan føre til en seks uger lang våbenhvile, som vil omfatte udveksling af gidsler og fanger efterfulgt af bredere forhandlinger om en afslutning på den ni måneder lange konflikt.
Hamas vil have skriftlige garantier fra Israel om, at alle løfter bliver overholdt.
To kilder i Hamas siger til Reuters, at den palæstinensiske gruppe venter på svar fra Israel på dets våbenhvileudspil.
Den amerikanske plan er i tre faser og er blevet forhandlet af mæglere i Qatar og i Egypten.
Den har som mål at få bragt krigen til ende og få frigivet 120 israelske gidsler, som har været fanget i Gaza siden Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober.
Vi har givet vores svar til mæglerne og venter på besættelsesmagtens reaktion, siger en af de to Hamas-kilder til Reuters.
Kilder tæt på forhandlingerne siger, at Israels svar ventes inden for et par døgn.
CIA's direktør, William Burns, er i Qatar for at mødes med landets premierminister og med efterretningschefer fra Israel og Egypten i Doha onsdag.
/ritzau/Reuters