Piastri tager sejren i Magnussen-løst grandprix i Baku

15. SEP 2024 • 14:47SPORT

Oscar Piastri tog grandprixsejren i Baku, mens Max Verstappen igen måtte nøjes med en sekundær placering.

McLaren-køreren Oscar Piastri sejrede i Formel 1-grandprixet i Baku i Aserbajdsjan, da han forsvarede sig heroisk og stod imod flere angreb fra Ferraris Charles Leclerc.

Grandprixsejren er den anden i karrieren til australske Piastri, der tidligere på sæsonen vandt i Ungarn.

23-årige Piastri startede grandprixet i Baku fra anden position, men med aggressiv kørsel overtog han efter 20 omgange førstepladsen fra Ferraris Charles Leclerc, og australieren afgav derfra ikke føringen.

Leclerc kæmpede på de sidste omgange med Red Bulls Sergio Perez og holdkammeraten Carlos Sainz om de resterende podiepladser.

Den intense kamp resulterede i et voldsomt sammenstød mellem Sainz og Perez på næstsidste omgang.

Begge kørere måtte udgå, og det betød, at Mercedes' George Russell kunne pakke gaven op og snige sig med på podiet på tredjepladsen.

Hollandske Max Verstappen (Red Bull), der fører VM-stillingen, var for anden grandprix i træk uden for toppladserne.

Den forsvarende verdensmester sluttede på en femteplads, mens hans nærmeste konkurrent i VM-stillingen, Lando Norris, blev nummer fire.

Hollænderen har efter 17 grandprixer 313 point, mens Norris har 253 point. Leclerc ligger nummer tre med 235 point.

Charles Leclerc var hurtigst i lørdagens kvalifikation, og den 26-årige monegasker fik en god start fra sin pole position søndag.

Ferrari-køreren holdt i første omgang alle konkurrenter bag sig, men langsomt kom Oscar Piastri snigende.

På omgang 20 var der tronskifte i front, da Piastri med et aggressivt angreb tog fusen på Leclerc.

Monegaskeren lå efterfølgende længe og pressede Piastri, men trods flere forsøg lykkedes det ikke Leclerc at tilbageerobre førstepladsen.

I stedet fokuserede han i de sidste omgange på at forsvare andenpladsen mod Perez og holdkammerat Sainz, hvilket endte dramatisk.

Længere nede i feltet var der også drama mellem nummer et og to i den samlede VM-stilling, Verstappen og Norris.

Et sent pitstop fra Norris bragte Verstappen i en bedre position, men langsomt åd Norris ind på hollænderen, og på de sidste omgange passerede McLaren-køreren den forsvarende verdensmester.

Oliver Bearman, der vikarierede for karantæneramte Kevin Magnussen i Haas-sædet, skaffede et enkelt point til Haas med en tiendeplads, mens den anden Haas-kører, Nico Hülkenberg, blev nummer 11.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT