OL-debut ender med nedtur for dansk bryder
Turpal Bisultanov førte efter første omgang mod bulgarske Semen Novikov, men endte med at tabe.
Bryderen Turpal Bisultanov risikerer blot at få én enkelt kamp ved OL i Paris efter et nederlag i sin olympiske debut.Den 22-årige dansker lagde ud med at tabe til bulgareren Semen Novikov med 1-5 i 87-kiloklassen.
Dermed skal Bisultanov håbe på, at Novikov går hele vejen til finalen. Taber man til en senere finalist, indtræder man torsdag i en opsamlingsturnering, hvor der kæmpes om bronze.
Mødet mellem de to tidligere europamestre blev indledt med en hård brydekamp om midten.
Efter halvandet minut fik danskeren scoret et point, da modstanderen blev dømt passiv. Samtidig blev den bulgarske modstander bedt om at gå i parterre med hænder og knæ i gulvet.
Bisultanov fik ikke udnyttet modstanderens parterre-position til at score yderligere med point, og danskeren førte derfor 1-0 ved pausen. Det så på det tidspunkt lovende ud.
Men i anden omgang gik det galt for danskeren. Bulgareren fik tilkæmpet sig et overtag, og Bisultanov måtte ned at ligge på måtten, hvor Novikov fik rullet rundt med Bisultanov. Det gav i alt fem point.
Nu var der for alvor pres på, og danskeren fik aldrig svaret tilbage, før tiden løb ud.
Det er kun en måned siden, at Turpal Bisultanov blev udtaget til OL, efter at en russisk bryder takkede nej til at stille op under neutralt flag.
Danskeren, der sidste år var igennem en skulderoperation, var førstereserve.
Bryderen, der har tjetjenske rødder, blev europamester i 2022, hvor han også hentede VM-sølv.
/ritzau/