Norske CL-hold skal møde Bayern og Atlético Madrid

SPORT27. AUG 2026 • 19:13

De to norske Champions League-hold Bodø/Glimt og Viking får store opgaver i turneringens ligaspil.

Onsdag stod det klart, at Norge stiller med to hold i Champions Leagues ligaspil i denne sæson, og de to mandskaber kan se frem til store oplevelser.

Både Bodø/Glimt og Viking FK skal således møde Bayern München og Atlético Madrid i ligafasen.

For Bodø/Glimt vil mødet med Atlético Madrid være et glædeligt gensyn. I sidste sæson vandt nordmændene det indbyrdes Champions League-opgør på udebane.

Foruden Bayern München og Atlético Madrid skal Bodø/Glimt møde Borussia Dortmund, Club Brugge, Lille, Napoli, LASK og Lens.

Viking skal ud over Bayern München og Atlético Madrid møde Aston Villa, PSV Eindhoven, Feyenoord, Napoli, Stuttgart og AGF-bødlerne fra Sabah.

De forsvarende Champions League-mestre fra Paris Saint-Germain skal møde Barcelona, Manchester City, Roma, Aston Villa, Galatasaray, Villarreal, Slovan Bratislava og Como.

Derudover kan man blandt andet se frem til et brag mellem Arsenal og Real Madrid, ligesom Liverpool brager sammen med Atlético Madrid.

I Champions Leagues ligaspil er 36 hold med, og de spiller i en og samme liga.

Hvert hold spiller otte kampe mod otte forskellige modstandere. Fire kampe er på hjemmebane, og fire kampe er på udebane.

Hvert mandskab møder to modstandere fra hvert af de fire seedningslag.

Efter ligaspillet går de 24 bedste hold videre til knockoutfasen.

De øverste otte går direkte videre til ottendedelsfinalen, mens nummer 9 til 24 skal ud i en ekstra knockout-runde.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT