Norsk FCK-stjerne bliver doseret og misser Chelsea-kamp

5. MAR 2025 • 16:38SPORT

Mohamed Elyounoussi er ikke med i FCK's trup til kampen mod Chelsea. Thomas Delaney er tvivlsom med sygdom.

FC København må klare sig uden sin norske offensivprofil Mohamed Elyounoussi, når det torsdag går løs mod Chelsea i Parken.

Det skriver klubben på sin hjemmeside og tilføjer, at Elyounoussi "bliver doseret" og er klar til søndagens superligakamp mod Sønderjyske.

Cheftræner Jacob Neestrup har udtaget 21 spillere til kampen mod det engelske storhold, som er modstanderen i to ottendedelsfinaler i Conference League.

Midtbanespilleren Thomas Delaney er med i truppen, men han var ikke med til onsdagens træning på grund af sygdom og meldes særdeles tvivlsom til kampen mod Chelsea.

- Thomas ligger derhjemme med feber. Jeg snakkede med ham i morges. Vi skrev ham kun med i truppen, fordi Thomas er meget indstillet på, at vi ikke skal lukke døren, såfremt han bliver rask.

- Men det er et langskud i modvind fra 35 meter. Skal vi ikke bare sige det sådan, siger FCK-træner Jacob Neestrup på onsdagens pressemøde i Parken.

Nyheden om Elyounoussi kommer som lidt af en overraskelse, eftersom FCK tidligere onsdag havde ladet nordmanden tale med pressen som optakt til kampen mod Chelsea.

- Det er altid fedt at tage imod store europæiske hold. Europæiske aftener i Parken er altid specielle.

- Det er sådanne kampe, man ønsker at spille. Det vil man gerne være en del af som fodboldspiller. Det giver ekstra motivation, sagde Elyounoussi inden onsdagens FCK-træning.

Få timer senere stod det så klart, at Elyounoussi ikke bliver en del af truppen til den første kamp mod Chelsea.

Ud over Elyounoussi er også folk som Lukas Lerager, Andreas Cornelius, Jordan Larsson og Roony Bardghji fortsat fraværende, men de fire er dog på vej tilbage på banen.

Lerager og Larsson forventes begge at kunne spille i minimum én af de resterende tre kommende kampe før landskampspausen i marts, mens Bardghji træner fuldt med og forventes klar efter pausen.

Cornelius træner ikke fuldt med, men FCK forventer, at det sker i løbet af landskampspausen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT