Nordic Storm skal give unge drenge drømme uden for NFL

5. MAJ 2025 • 17:28SPORT

NFL-danskeren Hjalte Froholdt er medinvestor i Nordic Storm, som senere på måneden træder ind i ligaen EFL.

18. maj spiller det nye dansk-svenske hold i amerikansk fodbold Nordic Storm sin første kamp i European League of Football (ELF). Det sker i Schweiz.

Den professionelle liga på kontinentet kan for de bedste spillere være et springbræt til NFL, men den danske involvering handler også om at kunne skabe en levevej for håbefulde drenge i Norden uden for NFL.

Sådan lyder det i hvert fald fra den danske NFL-spiller Hjalte Froholdt, som er medinvestor i Nordic Storm.

- Jeg håber, Nordic Storm bliver en katalysator for football i Norden, så alle drenge ikke tænker: "Det er enten NFL eller ingenting". Nej, nu kan man også spille professionel football på hjemmebane, siger Froholdt i en pressemeddelelse fra Nordic Storm.

Holdet kan første gang opleves på hjemmebane i Danmark, når Berlin Thunder gæster Gladsaxe Stadion 1. juni.

Hjalte Froholdt har store ambitioner for holdet. Han håber, at holdet kan komme til at blande sig i den europæiske top.

- Om fem år håber jeg, at vi har vundet nogle mesterskaber, vundet nogle kampe og etableret os selv i ELF, siger han.

I forbindelse med etableringen af projektet sidste år lagde formanden for Nordic Storm, Michael Planeta, vægt på, at holdet skal være gennemgående nordisk.

- Vi sigter mod at samle de mest talentfulde nordiske spillere, der i øjeblikket spiller på ELF-hold, og dem, der spiller i nationale ligaer rundt omkring i Europa, for at skabe det bedste amerikanske fodboldhold, der nogensinde er set i Norden, lød det.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT