Negativ B-prøve ophæver Aalborg-portugisers dopingkarantæne

15. FEB 2025 • 08:35SPORT

Miguel Martins kan gribe håndbolden i Aalborg igen. Hans B-prøve har vist sig at være negativ.

Aalborg Håndbolds portugisiske landsholdsspiller Miguel Martins er en glad og lettet mand lørdag.

14. januar blev han suspenderet som følge af en positiv dopingprøve, men sent fredag kom resultatet af B-prøven, og den viste ingen spor af forbudte stoffer.

Det betyder, at Martins med øjeblikkelig virkning både må træne med og spille kampe for sit nordjyske mandskab. Det oplyser Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

- Naturligvis kom udelukkelsen som et chok for mig, og den seneste måned har været utrolig hård for både mig og min familie. Jeg er dog ekstremt lykkelig for, at B-prøven beviste min uskyld, som jeg hele tiden har fastholdt, at den ville, siger Martins i pressemeddelelsen.

- Jeg har aldrig og kunne aldrig så meget som overveje at bruge præstationsfremmende midler for at få en fordel, og jeg håber derfor inderligt, at årsagen til denne fejl bliver undersøgt grundigt, så hele forløbet kan blive klarlagt og se dagens lys.

Suspenderingen kostede Miguel Martins deltagelsen ved det nyligt overståede VM, hvor Danmark triumferede for fjerde gang på stribe efter at have besejret Portugal i semifinalen.

I Aalborg er der også glæde over den positive nyhed, som indløb sent fredag.

- Vi er både lettede og lykkelige på Miguels vegne og er selvsagt meget tilfredse med, at han igen må træne og spille kampe med holdet, hvilket er enormt positivt med henblik på det tætpakkede program vi ser frem mod resten af denne sæson, lyder det fra Aalborg-direktør Jan Larsen i pressemeddelelsen.

- Når det er sagt, så savner vi fortsat en nærmere forklaring på, hvordan suspensionen kunne ske, og at en spiller på den måde kan blive udelukket fra en række vigtige kampe og store oplevelser, samt ikke mindst blive udsat for et voldsomt personligt pres.

Han understreger dog, at man stoler på, at Det Internationale Håndboldforbund og Det Internationale Antidopingagentur undersøger det hele til bunds, så lignende fejl ikke sker i fremtiden.

Miguel Martins kan potentielt komme i aktion allerede lørdag klokken 16, hvor Aalborg spiller pokalsemifinale mod Sønderjyske.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

20. MAR 2025 • 10:33SPORT
Tidligere Formel 1-holdejer er død
FÅ ABONNEMENT