Neestrup er bekymret over gentagne defensive blundere
FCK's defensiv laver for mange defensive fejl for tiden, konstaterer Jacob Neestrup efter 2-2 mod Basaksehir.
Præstationen var ikke prangende, men chancen for første sejr til FC København i Conference League havde været betydeligt større, hvis ikke defensiven havde lavet to enorme fejl i 2-2-kampen mod Istanbul Basaksehir.FCK-træner Jacob Neestrup har da også svært ved at skjule sin irritation over de gentagne brølere.
- Lige nu tænker jeg nul procent på fodboldkampen. Jeg tænker kun på de mål, vi indkasserede.
- Det havde ikke været bekymrende, hvis det var første gang. Men det er bekymrende, når det sker igen. Det skal stoppe nu, siger han.
Neestrup peger ud over scoringerne i torsdagens opgør på indkasserede mål mod Vejle og Silkeborg i Superligaen.
- Det skal der sættes en stopper for, og vi skal bruge vores energi og krudt på det, konstaterer han.
Midt i første halvleg fik Gabriel Pereira ikke ram på en aflevering fra Kevin Diks, og bolden blev i stedet driblet ned til tyrkisk scoring.
Umiddelbart efter at FCK ellers havde udlignet til 1-1 med ti minutter igen, misforstod Pereira og målmand Nathan Trott hinanden, og bolden blev headet over keeperen, så Krzysztof Piatek nemt kunne score.
- Jeg tænkte, at det var en katastrofe. Det er så stor en spand koldt vand ned ad ryggen, så det er klart, at det er ekstremt hårdt. Man kan vælge at give op, men det gjorde vi ikke, og det siger trods alt også noget om det her hold, siger Neestrup, som ikke vil pege fingre ad navngivne spillere.
Diks var midtstopper i torsdagens opgør, fordi forsvarskollegaen Pantelis Hatzidiakos' kone var gået i fødsel.
Han havde første parket til de gedigne fejl.
- Vi bliver ved med at lave de sløsede fejl, og det er en hård følelse, siger Diks.
Ligesom Neestrup vil han ikke kritisere Gabriel Pereira.
- Vi skal tage den på os som hold. Vi må ikke gøre det to gange i en kamp.
- Det kunne være "Gabi", og det kunne være mig. Det kan være alle i fodbold. Vi er store nok til at håndtere det. Vi hjælper hinanden, for vi er ét hold, lyder det fra Diks.
/ritzau/