NBA-reserve laver historisk hattrick i dunkkonkurrence
Mac McClung spiller stort set aldrig i NBA, men hans evne til at levere vilde dunk kan ingen overgå.
Har man ikke fulgt NBA's årlige Slam Dunk Contest de seneste år, ringer navnet Mac McClung næppe nogen klokke. For den 26-årige spiller betræder sjældent halgulvet i NBA.Til gengæld kan han trods sine blot 188 centimeter svæve gennem luften og dunke som ingen andre. Natten til søndag dansk tid vandt McClung for tredje år i træk NBA Slam Dunk Contest. Det har ingen gjort før.
Kun Nate Robinson har tidligere vundet konkurrencen tre gange, men det var ikke i træk.
McClung sikrede sit hattrick ved blandt andet at udføre et dunk, hvor han hoppede hen over både en person og en bil, inden han hamrede bolden i kurven.
På hans afsluttende dunk, som endegyldigt sikrede titlen, sprang McClung hen over Cleveland Cavaliers-spilleren Evan Mobley, der måler 211 centimeter og tilmed stod på et lille repos, der gjorde ham fire-fem centimeter højere.
- Ting som dette sker ikke, uden at man kan stå på skuldrene af mange mennesker, siger McClung efter sejren til TNT ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg har fået meget hjælp. Folk åbnede gymnastiksale, hvor der kunne komme en bil ind, og folk lånte mig deres bil. Jeg er virkelig taknemmelig lige nu.
Mac McClung er ejet af NBA-holdet Orlando Magic, men han har kun optrådt i en enkelt kamp for holdet i denne sæson.
Han har tidligere spillet for Chicago Bulls, Los Angeles Lakers og Philadelphia 76ers, men også kun som reserve. Det er i alt blot blevet til fem NBA-kampe på fem sæsoner.
Til gengæld brillerer han i den lavere NBA G League, hvor han i 2023 blev mester, og i 2024 både førte ligaen i antal point og blev kåret som ligaens MVP.
/ritzau/