Myndigheder er med på råd om stor Old Trafford-udvidelse
Planen er, at Manchester Uniteds kommende hjemmebane skal huse omkring 100.000 tilskuere.
Manchester United har indgået et partnerskab med de lokale myndigheder for at undersøge mulighederne for enten at udvide og renovere det nuværende Old Trafford eller bygge et nyt stadion.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Allerede i marts oprettede klubben Old Trafford Regeneration Task Force, der har til opgave at lægge planer for en udvidet hjemmebane for Manchester United.
Ifølge AFP er hensigten at skabe et stadion med plads til omkring 100.000 tilskuere, hvilket vil gøre det til Englands største. Det nuværende Old Trafford huser 74.3310 tilskuere.
Mandag oplyser Manchester United, at man har allieret sig med myndighederne for at skabe et stadion, der både udløser sociale og økonomiske fordele.
Det siger lederen af Old Trafford Regeneration Task Force, Sebastian Coe, der også er præsident i World Athletics.
- Målet med dette generationsprojekt er ikke kun udviklingen af et stadion i verdensklasse for det nordlige England, men også at sikre, at dette bringer brede sociale og økonomiske fordele til lokalområdet og den omkringliggende region, siger Sebastian Coe.
Tilbage i februar sagde Manchester United-medejer Jim Ratcliffe, at fornyelsesprojektet vil komme til at koste i omegnen af to milliarder pund. Det svarer til knap 18 milliarder kroner.
/ritzau/