Morten Hjulmand overrasker holdkammerater og høster ros

20. JUN 2024 • 21:48SPORT

Morten Hjulmand hører til i landsholdets startopstilling, lyder rosen fra holdkammeraterne efter drømmemål.

Holdkammeraterne på det danske fodboldlandshold er imponeret af midtbanespilleren Morten Hjulmands indmarch på landsholdet, og de er overraskede over, at han også har langskudsmål på repertoiret.

Det siger de torsdag, efter at Morten Hjulmand med et forrygende mål fra 28 meter var med til at sikre Danmark 1-1 i EM-gruppekampen mod England.

- Det var første gang, jeg har set det fra ham. Jeg var meget overrasket, men det var en kanon kasse, siger Christian Eriksen og suppleres af en forbløffet Mikkel Damsgaard:

- Det var lidt surrealistisk at se målet, siger Damsgaard.

Joakim Mæhle mener, at Morten Hjulmand nu for alvor har banket sig ind i landsholdets startopstilling efter målet og en ihærdig indsats på Danmarks midtbane mod de stærke englændere.

- Morten har banket lidt på til at gå ind i startopstillingen, og jeg synes, han har vist, at han hører til.

- Det var et fantastisk mål, et rigtig godt spark. Han viste, hvilken spiller han er, og hvor vigtig han kan være for et hold. Han var med på en midtbane, der vandt rigtig mange bolde og sørgede for, at vi kunne komme ud af de perioder, hvor vi forsvarede meget, lyder Mæhles ros.

Andreas Christensen tilslutter sig koret.

- Morten er blevet utrolig vigtig for holdet. For os nede bagved er han altid spilbar, og han giver en masse ro. Han er en fantastisk spiller, siger Andreas Christensen.

Også landstræner Kasper Hjulmand er imponeret, men ikke overrasket over navnebrorens indtog på landsholdet.

- Hans personlighed gør, at han kan træde sådan ind på landsholdet. Han holder sig ikke tilbage. Han skubber, viser sig frem og kigger mig i øjnene og siger, at jeg er der, hvis der er brug for mig.

- Til træning banker han bare igennem. Han elsker at være inde på banen, og han vil være involveret i så meget som muligt. Ham og Pierre-Emile Højbjerg er gode sammen inde på midtbanen, siger landstræneren.

Morten Hjulmand er glad - og lidt overrasket - efter sin scoring mod England, men han påpeger selvkritisk, at han ikke spillede en perfekt kamp.

- Jeg havde lidt svært ved at se bolden gå i mål, for den var lang tid undervejs, og flere spillere stod i vejen. Men så kunne jeg se den gå i netmaskerne, og så skyndte jeg mig bare at løbe ned til fansene.

- Jeg synes stadigvæk, jeg har meget at skulle forbedre, og der var også ting i den her kamp, jeg skulle have gjort bedre. Jeg lærer af hver eneste kamp, og jeg tager så mange minutter, jeg kan, men jeg skal helt klart stadig optimere mit spil, siger den danske målscorer.

Målet mod Englands var hans første på A-landsholdet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU