Mørkøv afslutter karrieren med Mads Pedersen som makker

9. NOV 2024 • 20:17SPORT

Michael Mørkøv og Mads Pedersen danner duo, når førstnævnte 28. december kører sit allersidste cykelløb.

Den danske cykelrytter Michael Mørkøv får prominent selskab, når han mellem jul og nytår skal køre sit sidste cykelløb i karrieren.

Således skal landsmanden Mads Pedersen danne par med 39-årige Mørkøv i det traditionsrige nytårsstævne på banen i Ballerup Super Arena.

Det skriver TV 2 Sport, der tilføjer, at det ifølge Mørkøv er "en gave for dansk banecykling", at Mads Pedersen har budt sig til.

- Jeg kan næsten ikke forestille mig nogen flottere makker at slutte min karriere af med, siger Mørkøv til mediet.

Den erfarne banerytter, der fra næste år overtager jobbet som landstræner for herrerne på landevejen, skal sammen med den hurtige sprinter tilbagelægge 100 kilometer i parløb.

Mørkøv afslører, at Mads Pedersen ringede til ham for et par uger siden for at spørge, hvorvidt han måtte deltage i stævnet sammen med Mørkøv.

De sportslige ambitioner havde været større, hvis hans makker havde været en mere naturlig banerytter, lyder det.

Nytårsstævnet afvikles 28. december.

I løbet af karrieren har Mørkøv blandt andet nået at vinde guld ved OL, VM og EM. Han sejrede også på en etape i Vuelta a España og blev tre gange dansk mester på landevejen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT