Dansk sprinter fortsætter asiatisk succes med ny sejr i Kina

13. JUL 2025 • 09:59SPORT

Cykelrytteren Alexander Salby har syv professionelle sejre i 2025. Alle syv er vundet i Asien.

Landeveje i Asien og den danske cykelrytter Alexander Salby fortsætter med at være et fremragende match.

Natten til søndag dansk tid kørte sprinteren endnu en gang først over stregen i et asiatisk cykelløb, da han vandt 8. og sidste etape af Tour of Magnificent Qinghai i Kina.

Det var 27-årige Salbys syvende professionelle sejr i Asien denne sæson.

Og det var heller ikke første gang, at han kunne juble under Tour of Magnificent Qinghai, der rangeres som et Pro-løb - den næsthøjeste UCI-kategori.

Også på 2. etape var Salby hurtigst i en massepurt.

Alexander Salby kører for det kinesiske kontinentalhold Li Ning Star. Han tog turen til Kina, efter at det ikke lykkedes at få fingrene i en ny professionel kontrakt i Europa.

Salby kørte på næsthøjeste niveau hos belgiske Bingoal i 2023 og 2024, hvor han blandt andet deltog i Paris-Roubaix to gange.

I løbet af 2025 er det også blevet til tre etapesejre og en samlet sejr i et løb i Thailand samt en etapesejr i kinesiske Tour of Hainan.

Det har dog også været mulig at opleve Alexander Salby i Danmark i løbet af sæsonen.

Han var en del af det danske landshold i det nye World Tour-løb Copenhagen Sprint, hvor han blev nummer 150.

Weekenden efter udgik han af DM i landevejscykling i Aalborg.

Ifølge cykelsitet procyclingstats.com fortsætter Salby sin kinesiske turné de kommende måneder, hvor han ventes at stille til start i fem forskellige løb i Kina.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT