Lionel Messi nåede op på 16 VM-mål med sit hattrick mod Algeriet. Det var en milepæl for stjernespilleren.
Lionel Messi skrev natten til onsdag dansk tid endnu et kapitel i sin store fodboldhistorie.Den argentinske anfører scorede alle tre mål i 3-0-sejren over Algeriet ved VM. Med de tre mål nåede Messi op på 16 VM-mål i karrieren, hvilket er en tangering af tyskeren Miroslav Kloses rekord.
- At kunne nyde dette med min familie, med mine holdkammerater, dem, som altid er der, er virkelig et smukt øjeblik, siger Messi ifølge AFP.
Veteranen fylder 39 år om en uge, så meget taler for, at dette bliver hans sidste VM-slutrunde. Det er hans sjette slutrunde, hvilket også er en rekord. Den deler han med Cristiano Ronaldo og Guillermo Ochoa.
Messis hattrick gav de forsvarende verdensmestre en perfekt start på titelforsvaret, og anføreren var godt tilfreds med indsatsen.
- Holdet står sammen. Det er en meget stærk gruppe, lyder det fra Inter Miami-stjernen.
- Jeg har det godt. Vi var heldige nok til at vinde en svær kamp. Det er vigtigt at lægge fra land med en sejr. Jeg er taknemmelig for vores fans, for igen har de vist, at argentinerne er vilde med det. Igen fyldte vi stadion.
Landstræner Lionel Scaloni sagde på pressemødet efter kampen, at han ikke længere havde "ord til at beskrive Messi". Alligevel prøvede han.
- I 20 år har han vænnet os til at se ting som dette (Messis præstation, red.), og han inspirerer alle, som ser ham spille, siger Scaloni.
Messi og Argentina møder Østrig i holdets næste VM-kamp. Det sker 22. juni.
/ritzau/