Lleyton Hewitt vinder double med sin søn i Australien

19. NOV 2025 • 22:36SPORT

Pensionen er for en stund droppet for Lleyton Hewitt, som vandt en kamp med sin søn i Australien.

Lleyton Hewitt var en af tennissportens store stjerner i begyndelsen af dette årtusind, men det er ved at være en håndfuld år siden, man har set ham på banen.

Det er der for en stund lavet om på i denne uge, hvor han har fået wildcard til en Challenger-turnering i Sydney med sin søn, Cruz Hewitt.

Sammen vandt duoen med de suveræne cifre 6-1, 6-0 over de australske teenagere Hayden Jones og Pavle Marinkov.

I kvartfinalen venter endnu en australsk duo i skikkelse af Calum Puttergill og Dane Sweeny.

Lleyton Hewitt var nummer et på verdensranglisten og vandt både Wimbledon og US Open, da han var bedst.

Hans seneste kamp af betydning daterer sig til januar 2020, hvor han nåede anden runde i hjemlandets grand slam-turnering, Australian Open.

I mellemtiden er 16-årige Cruz Hewitt så småt begyndt at vise sig frem på den internationale scene.

Den yngste Hewitt rangerer som nummer 759 i verden i single og spiller turneringer på niveauerne under ATP Tour.

I oktober mødte han blandt andre Carl Emil Overbeck og tabte i to sæt til danskeren, der ligger nummer 649 på verdensranglisten.

I Challenger-turneringen NSW Open i Sydney havde Cruz Hewitt også fået wildcard til singlerækken, hvor han vandt sit opgør i første runde, før han tabte til japanske Hayato Matsuoka.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT