Landsholdet træner straffespark før returkamp

21. MAR 2025 • 14:15SPORT

De danske spillere skal være mentalt forberedt på at kunne sparke straffespark mod Portugal, siger Riemer.

Det danske fodboldlandshold skal træne sportsgrenens mest nervepirrende disciplin inden søndagens returkamp mod Portugal i Nations Leagues kvartfinaler.

Med en dansk 1-0-føring i bagagen fra den første kamp i Parken, er det et sandsynligt scenarie, at de portugisiske favoritter vinder med samme margin på hjemmebane og fremtvinger en straffesparkskonkurrence.

Mental forberedelse skal øge oddsene for, at Danmark trækker sig sejrrigt ud i et sådant tilfælde. Det siger landstræner Brian Riemer fredag eftermiddag.

- Vi forbereder os på det, og vi skal træne det lørdag.

- Man får ikke så meget ud af selve træningen, fordi der ikke er samme nerve. Scorer Jesper Lindstrøm på straffespark til træning i morgen, betyder det ikke, at han scorer igen på søndag, hvis der bliver brugt for det, siger Riemer.

Det handler om at få skabt gode vaner, hvad enten man er markspiller eller målmand.

- Man skal have besluttet sig for, hvor man vil sparke, man skal gå frem til bolden i stedet for at løbe for at have en lavere puls. Ens målmand skal tage fat i bolden, så deres målmand ikke får fat i den og står og laver ravage oppe på første sal, siger Riemer og peger på hovedet.

- De ting virker definitivt, ved man. Om man så scorer eller ej afhænger af målmanden, men har man sine principper på plads, kommer man langt.

Før returkampen har den danske trænerstab lavet en prioriteringsliste med, hvem der skal sparke. Men de fem foretrukne sparkere er muligvis ikke på banen, og listen kan også ændres af en skidt mavefornemmelse.

- Vi har udvalgt nogen, men vi kommer til at spørge dem igen på dagen. De skal have mavefornemmelsen i orden. Vi planlægger en rækkefølge, men vi kommer også til at kigge på præstationen på dagen. Har spilleren psyken til det efter en lang kamp?

- Og så skal vi jo forholde os til, hvem der er på banen efter 120 minutter, siger Brian Riemer.

De rolige forsvarsspillere Rasmus Nissen Kristensen og Jannik Vestergaard melder sig begge klar til at sparke, men lader også gerne stafetten gå videre til andre med mere erfaring i disciplinen.

- Jeg har ikke sparket så mange straffespark i min karriere, men jeg har ikke tænkt mig at gemme mig. Kan vi finde fem, der er bedre end mig, så er det ikke sådan, at jeg forlanger at skulle sparke, siger Rasmus Nissen Kristensen, der har brændt to ud af tre straffespark for Red Bull Salzburg tidligere i karrieren.

Jannik Vestergaard stemmer i.

- Jeg er klar til at sparke, men hvis der er fem andre, der brændende ønsker at sparke, så lader jeg mavefornemmelsen bestemme. Det plejer at være offensivspillerne, der gerne vil.

- Bliver jeg bedt om at være en af de fem sparkere, så sparker jeg selvfølgelig, siger tometermanden, der i 2017 scorede på straffespark i en tysk pokalsemifinale.

En enkelt landsholdsspiller har allerede prøvet kræfter med disciplinen i denne uge. Christian Eriksen brændte torsdag et forsøg fra pletten, da fynboens spark blev læst af Diogo Costa. Det var landsholdets første straffespark i over tre år.

Riemer understreger, at Eriksen umiddelbart også sparker det næste straffespark for landsholdet.

- Jeg blev irriteret, da han brændte, men jeg vil til enhver tid vælge ham igen. Han har spillet over 140 landskampe, og han har taget mange straffespark, så hvis nogen har nerverne til det, er det ham, siger Riemer.

Landstræneren fortæller også, at Portugals Bruno Fernandes efter kampen kom med en drillende bemærkning om, at klubkammeraten Eriksen altid scorer på straffespark til træning, men aldrig i kamp.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT