Landin og Hoxer piller GOG fra hinanden i pokalsemifinale
Aalborgs store navne leverede varen, da GOG blev slået med 35-29 i Boxen. I pokalfinalen venter TMS Ringsted.
I 40 minutter holdt GOG's herrer liv i håbet om overraskende at slå Aalborg Håndbold i lørdagens pokalsemifinale.Men i hver sin ende af banen brillerede profilerne Niklas Landin og Mads Hoxer for Aalborg, og så blev GOG hægtet af. Nordjyderne vandt 35-29 og skal i finalen møde TMS Ringsted.
Det er syvende gang i klubhistorien, at Aalborg når pokalfinalen.
Aalborgs fysiske overlegenhed gjorde det svært for GOG's hurtige spillere i kampens indledning.
Fynboerne havde svært ved at komme frem til chancer, og når de gjorde, stod Niklas Landin ofte i vejen. Især på fløjskud og straffekast var han stærk.
Efter ni minutter var nordjyderne stukket i front med 7-3, og GOG-træner Kasper Christensen tog konsekvensen af de offensive kvaler. Allerede efter ni minutter blev syv mod seks-spillet taget i brug.
Det stoppede blødningen. Med øget træfsikkerhed holdt GOG sig inde i kampen, og da Salah Boutaf kom ind i målet og bidrog med et par redninger, kom de gulblusede tilbage i kampen.
Ved 12-12 var der kontakt, men så hev Landin en kavalkade store redninger frem. Han blev forskellen på de to hold ved pausen, hvor Aalborg førte 17-14.
Den erfarne Aalborg-keeper havde en redningsprocent lige under 40.
Det kunne de to GOG-keepere slet ikke hamle op med. På trods af at GOG ti minutter efter pausen fik reduceret til 20-21, var det en stakket frist.
Landins redninger og Mads Hoxer dominans i angrebet var mere, end GOG kunne stå imod. Med et kvarter igen scorede Hoxer mål nummer 11 til 26-20, og kampen var knækket.
Selv om den 20-årige fløj William Dalby med fire mål fik skudt Landin ned under de 40 procent i redninger, da Aalborg slækkede på koncentrationen, var løbet kørt.
37-årige Landin var en gigant, og det samme var Hoxer med sine 13 mål i den anden ende. Han fik hjælp af Thomas Arnoldsen og Sander Sagosen med henholdsvis seks og syv mål.
/ritzau/
