Kyrgios dukker verdensetteren Sabalenka i showkamp

28. DEC 2025 • 18:44SPORT

Aryna Sabalenka lavede flest servefejl og tabte Battle of the Sexes til Nick Kyrgios.

Verdens bedste kvindelige tennisspiller Aryna Sabalenka tabte søndag til verdens 671.-bedste herrespiller.

Nick Kyrgios vandt således showkampen Battle of the Sexes 6-3, 6-3 efter godt fem kvarters spil i Dubai.

Kampen blev spillet med justerede regler for at opveje den fysiske fordel, som Kyrgios forventeligt havde.

Sabalenkas banehalvdel var således ni procent mindre end australierens, og kampen blev afviklet uden andenserver for at stække Kyrgios' overtag i den facet af spillet.

Sidstnævnte viste sig dog ikke som den store fordel for belaruseren, der lavede en hel del flere servefejl og som resultat blandt andet kun vandt tre af sine ni servepartier.

I første sæt fulgte Sabalenka med til 3-3, inden Kyrgios trak fra. I andet sæt var Sabalenka foran 3-1, men faldt så sammen.

Kyrgios er efter flere skadesplagede sæsoner raslet ned af verdensranglisten, men syv ATP-titler, en grand slam-finale og en 13.-plads på verdensranglisten i 2016 vidner trods alt om, at 30-årige Kyrgios har været en del af eliten hos herrerne.

Begge spillere havde på forhånd stemplet opgøret som primært underholdning og show, selv om Battle of the Sexes-brandet har en noget anden forhistorie.

I 1973 blev Battle of the Sexes udkæmpet mellem dengang 29-årige Billie Jean King og den 55-årige tidligere grand slam-vinder Bobby Riggs.

King vandt, og det blev set som et stort skridt for kvinderne, som kæmpede for bedre rettigheder og vilkår.

- Eneste lighed er, at den ene spiller er en pige, og den anden er en dreng. Det er det. Ikke andet.

- Vores kamp handlede som en sociale ændringer, og kulturelt var vi i 1973. Jeg håber på en god kamp og selvfølgelig en sejr til Sabalenka, men det er ikke det samme, sagde King før opgøret i Dubai.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT