Kraftig vind neutraliserer Vingegaards sæsondebut

22. FEB 2024 • 17:18SPORT

Tiderne i O Gran Camiños enkeltstart blev neutraliseret, da Joshua Tarling var hurtigst og tog førertrøjen.

Den sportslige værdi af Jonas Vingegaards sæsondebut torsdag eftermiddag blev mærkbart reduceret.

Kort inden 1. etape af O Gran Camiño, der var en enkeltstart på 14,9 kilometer, meddelte løbsarrangøren, at kraftig vind neutraliserede etapen.

Alle ryttere ville blive registreret for den samme tid, uanset hvor lang tid de brugte på at tilbagelægge distancen. Af sikkerhedsmæssige årsager skulle der også køres på almindelige racercykler i stedet for enkeltstartscykler.

Jonas Vingegaards sportsdirektør, Frans Maassen, siger, at holdene var enige om beslutningen.

Han ærgrer sig alligevel over, hvordan løbet blev gennemført.

- Det er forfærdeligt - både for os og organisationen. Vi havde brugt meget tid og kræfter på at være gode her. Men sådan er det, siger Maassen til det hollandske medie Wielerflits.

- Hvis det var op til os, havde vi slet ikke kørt. Det sagde jeg også til drengene. Jeg skal ikke opildne nogen til at køre hurtigere. De bestemmer selv, hvor hurtigt de kører.

Det påvirkede tydeligvis Vingegaards tilgang til enkeltstarten. Danskeren gav sig langtfra fuldt ud og valgte i stedet at spare kræfterne til de kommende dages mere bjergrige udfordringer.

Det samme kunne ikke siges om det britiske stortalent Joshua Tarling (Ineos), der gav den fuld gas på de små 15 kilometer. Briten var suveræn og knuste de øvrige konkurrenter, der gav den et skud og tog kampen op.

Irske Darren Rafferty (EF) var tættest på Tarling og endte hele 42 sekunder efter det britiske tempotalent.

Dermed kan Tarling iføre sig førertrøjen på fredagens 2. etape af det nordspanske etapeløb. Alle øvrige ryttere i feltet står dog noteret for samme tid i det samlede klassement.

Sidste år blev 1. etape af O Gran Camiño ligeledes påvirket af vejrforhold. Dengang blev etapen helt aflyst på grund af snevejr. Vingegaard vandt efterfølgende de tre resterende etaper og den samlede løbssejr.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU