Klubikon forlader modvilligt TTH Holstebro efter ni år

13. MAJ 2025 • 14:36SPORT

Jonas Porup er nummer syv på listen over spillere med flest kampe i TTH Holstebro. Efter sæsonen er det slut.

Jonas Porup har gennem ni år spillet en stor rolle i håndboldklubben TTH Holstebro, men efter denne sæson slutter det.

Den 34-årige bagspiller siger farvel og tak og bliver hyldet, når vestjyderne onsdag møder Fredericia HK i håndboldligaens slutspil.

Det oplyser TTH Holstebro på sin hjemmeside.

Over for Dagbladet Holstebro-Struer slår Jonas Porup fast, at det ikke er med hans gode vilje, at han siger farvel til klubben, som han har tørnet ud for siden 2016.

- Jeg havde gerne fortsat i klubben, så det er ikke mit valg. Det har nogle andre truffet for mig. Men det er slet ikke sådan, at jeg går og er bitter. Det er "the name of the game", at man har en udløbsdato på et hold, siger Jonas Porup til Dagbladet Holstebro-Struer.

Jonas Porup var især i begyndelsen af sin tid hos TTH en afgørende figur i klubbens angrebsspil, men som årene er gået, og skudkraften er blevet mindre, har han fået en større og større defensiv rolle.

Da han var på toppen af sin karriere, var han inde omkring det danske landshold. Det var i en tid, hvor TTH konstant var medaljebejler i ligaen.

Over for Dagbladet Holstebro-Struer fortæller han, at han ikke har i sinde at stille håndboldskoene på hylden.

Jonas Porup er blot én af mange spillere, der forlader TTH Holstebro efter sæsonen. Etablerede navne som Johan Meklenborg, Sander Heieren og Miha Zvizej siger også farvel til det vestjyske.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT