Jysk håndboldbrag ender uafgjort efter stort kaos

27. FEB 2025 • 22:36SPORT

Kaos og protester prægede afslutningen af torsdagens ligakamp mellem TTH Holstebro og Skjern Håndbold.

Der var stor forvirring i slutsekunderne af torsdagens ligakamp mellem TTH Holstebro og Skjern Håndbold.

Opgøret endte 30-30 efter en hel del dramatik om antallet af resterende sekunder på haluret i Gråkjær Arena og en mulig ulovlig ekstra spiller på banen for Skjern.

Mens der herskede kaos og blev protesteret til højre og venstre, var tiden på haluret gået.

Dommerobservatør Martin Gjeding valgte i første omgang at sige, at tiden var gået, så der kun var et frikast tilbage til Skjern.

Men det blev kort efter lavet om. Pludselig var der nogle tv-billeder, der viste, at spillet var blevet afbrudt med fire sekunder tilbage.

Dermed fik Skjern en sidste mulighed for at score, men forsøget fra Noah Gaudin, der blev kampens topscorer med ti mål, røg langt over mål. Dermed endte det hele uafgjort.

TTH Holstebro havde 20 sekunder før tid mulighed for at score på et straffekast, men Skjern-keeper Tim Winkler reddede forsøget ved stillingen 30-30.

Derefter appellerede TTH for en fejludskiftning hos Skjern, men et videotjek kunne ikke bekræfte, at der var for mange spillere på banen hos udeholdet.

Det skabte stor frustration hos TTH-træner Arnor Atlason, der var højrøstet og slog ud med armene.

Ingen af holdene var tilfredse med, at tiden blev bedømt til at være løbet ud. Det blev dog korrigeret, men de fire sekunder ændrede ikke noget.

TTH er nummer ni med 19 point, mens Skjern har et point mindre på tiendepladsen. Begge hold kæmper fortsat for at komme i top-8 og nå med i slutspillet.

Tidligere torsdag delte to andre hold i ligaen også pointene, da Bjerringbro-Silkeborg spillede 31-31 hjemme mod Sønderjyske.

I bunden vandt Grindsted 32-30 over TMS Ringsted. Det var blot Grindsteds anden sejr i hele sæsonen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT