Justering af motor hjalp Leon Madsen til topplacering

3. JUN 2023 • 22:51SPORT

Efter en sløv sæsonstart i VM-serien kom Leon Madsen for alvor på tavlen med en andenplads lørdag.

Pilen peger i den grad opad for den danske speedwayprofil Leon Madsen i VM-serien.

Det føler danskeren selv, efter at han i lørdagens grandprix i Prag - sæsonens tredje - blev nummer to.

De første to grandprixer endte skuffende for viceverdensmesteren, men efter en stor indsats med at få optimeret udstyret, var der altså næsten fuld plade lørdag.

Det er hvert fald Madsens egen forklaring på, hvorfor det var lige ved at ende med den første grandprixsejr siden 2019 i den tjekkiske hovedstad.

- Siden sidste grandprix har vi arbejdet benhårdt på holdet på at finde løsningen på, hvad der har været galt. Vi fandt ud af, at vi har været gået i den forkerte retning med de nye motorer, vi kører med. Det har vi fået lavet om på.

- De sidste par ligaløb, jeg kørte inden i dag (lørdag, red.), gav rigtig gode resultater, så jeg kom hertil med stor optimisme og tro på tingene. Nu håber jeg, at vi kan bygge videre på det her i resten af sæsonen, siger Leon Madsen.

Vejlenseren var flyvende i sin semifinale, som han vandt overbevisende, men i finalen måtte han se slovakiske Martin Vaculik tage sejren. Alligevel er Madsen godt tilfreds med udbyttet.

- I finalerne kan alting ske. Du kan være den bedste på aftenen, men stadig tabe finalen. Jeg er rigtig, rigtig glad for at være nået i finalen og ende på podiet med en andenplads. Det viser, at vi er tilbage. Vi er "back in business", siger Leon Madsen.

Der var også stor tilfredshed at spore hos landstræner Nicki Pedersen efter Madsens gode resultat.

- Vi er selvfølgelig super tilfredse med, at vi fik en dansker på podiet. Selvfølgelig ville vi gerne have vundet, men vi er super tilfredse. Vi viste gode takter.

- Man skal være lykkelig over en andenplads, men Leon gik selvfølgelig efter at vinde hele aftenen. Han havde en god mavefornemmelse, og grejet kørte stærkt, men det er marginalerne, der spiller ind, når man er på det her niveau, siger den danske landstræner og eksverdensmester.

VM-seriens to andre danskere, Mikkel Michelsen og Anders Thomsen, var lørdag et stykke fra at ende i semifinalerne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

28. OKT 2024 • 23:12SPORT
BLÅ BOG: Ballon d'Or-vinderen Rodri

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT