Inter får revanche mod Fiorentina og haler ind på duksen

10. FEB 2025 • 22:43SPORT

For anden gang på fire dage mødtes Inter og Fiorentina. Mandag aften fik Milano-klubben revanche og vandt 2-1.

Efter et 0-3-nederlag på udebane mod Fiorentina torsdag fik Inter hurtigt revanche, da Milano-klubben mandag aften vandt 2-1 på eget græs mod gæsterne fra Firenze i den italienske Serie A.

Med sejren haler Inter ind på Napoli, der indtager førerpositionen i ligaen. Et enkelt point adskiller nu de to tophold, der begge har spillet 24 kampe.

Årsagen til den korte tid mellem Inter og Fiorentinas Serie A-opgør skal findes i, at torsdagens kamp var et udsat ligaopgør fra starten af december.

Fiorentinas Edoardo Bove faldt i kampen i december om med et hjertestop efter et kvarter, og derfor skulle de sidste 75 minutter spilles torsdag.

Hvor torsdagens kamp var Fiorentinas, var rollerne byttede om i mandagens møde.

Inter var klart bedst i indledningen, og efter værterne havde brændt flere store chancer, kom føringsmålet efter en lille halv time.

Et hjørnespark endte i hovedet på Fiorentinas Marin Pongracic, der klodset headede kuglen i eget net.

Stik imod spil og chancer lykkedes det Fiorentina at svare igen lige inden pausen. Rolando Mandragora var sikkerheden selv fra straffesparkspletten, efter bolden havde ramt Matteo Darmians arm i Inter-feltet forinden.

Det var dog kun for en kort stund, at Fiorentina var på omgangshøjde med værterne, der var det bedste hold på banen.

Kort inde i anden halvleg steg Inters Marko Arnautovic flot til vejrs og headede et indlæg i kassen til 2-1.

Inter var i kontrol i hele opgøret, og Fiorentina lykkedes aldrig med at trykke på for en udligning i kampens slutfase.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT