Ikast Håndbold tager stor sejr i Champions League

17. JAN 2026 • 22:03SPORT

De franske favoritter fra Brest havde store problemer med Ikast, som endte med at tage sejren til slut.

Ikast Håndbold leverede lørdag aften en stor overraskelse i Champions League med en imponerende sejr på 37-35 ude over Brest.

Brest var foran 35-34 med to minutter tilbage, men Ikast scorede tre mål i træk til slut og vandt opgøret i den vestlige havneby i Frankrig.

Det sidste mål blev sat ind af den storspillende Ikast-back Stine Skogrand, der blev kampens topscorer med ti mål.

Kort forinden havde Ikast-fløjen Lærke Nolsøe scoret det vigtige mål til 36-35 med omkring et minut tilbage på uret.

I det hæsblæsende og underholdende opgør var Ikast med helt til slutminutterne, hvor et par fejl i første omgang så ud til at koste dyrt.

Men Brest lavede selv et par fejl i den hektiske slutfase, og det udnyttede Ikast til at tage sejren.

Første halvleg var helt lige og endte 17-17, og alt var åbent i de sidste 30 minutter, hvor opgøret hele tiden var på vippen.

Brest så ud til at styre mod sejren, da hjemmeholdet kom foran 28-25. Men Ikast blev ved med at tro på et comeback og scorede fire mål i træk.

Dermed var Ikast pludselig foran 29-28, og resten af kampen var meget tæt og jævnbyrdig.

Den danske landsholdsspiller Julie Scaglione tog stort ansvar og bidrog med syv scoringer til sejren.

I Ikast-målet diskede Amalie Milling i slutfasen også op med flere vigtige redninger.

Hos hjemmeholdet blev Anna Vyakhireva topscorer med ni mål.

Med sejren har Ikast nu 12 point efter 10 kampe på fjerdepladsen. Brest topper gruppen med 16 point, mens Odense har 15 point på andenpladsen.

De to øverste hold går direkte videre til kvartfinalerne, mens Ikast lige nu har udsigt til at skulle spille playoffkampe om at nå samme stadie.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT