Højgaard holder sig tæt på toppen i North Carolina

10. MAJ 2026 • 04:22SPORT

Nicolai Højgaard rykkede lørdag op på fjerdepladsen i Truist Championship før den afgørende runde.

Golfspilleren Nicolai Højgaard kæmper fortsat med om sejren i Truist Championship på PGA Touren i USA.

Den 25-årige dansker har fire slag op til engelske Alex Fitzpatrick på førstepladsen før sidste runde, der spilles søndag.

Højgaard gik lørdagens 18 huller på banen i North Carolina i 67 slag - fire under par. Runden bød på syv birdies og tre bogeys.

Dermed rykker han en enkelt placering frem i stillingen til en fjerdeplads.

Efter en stabil uge har danskeren fortsat gode chancer for at blande sig i kampen om vinderchecken på 3,8 millioner dollar svarende til 22,8 millioner kroner.

Den samlede præmiesum ved Truist Championship er på 20 millioner dollar - omkring 127 millioner kroner.

Højgaard kommer dog på en svær opgave, hvis han skal overhale de tre spillere foran ham. De var alle i storform på lørdagens runde.

Turneringens førende, englænderen Alex Fitzpatrick, brugte 64 slag på anden runde - syv slag under par. Det samme gjorde norske Kristoffer Reitan på andenpladsen.

Amerikaneren Cameron Young, der spillede sig op på tredjepladsen, var endnu skarpere og klarede sig lørdag gennem banen i 63 slag.

Nicolai Højgaard indleder søndagens runde klokken 19.35 dansk tid, hvor han går ud sammen med Cameron Young. Ti minutter senere tager Fitzpatrick og Reitan hul på sidste runde.

Højgaard kan med en turneringssejr blive den første dansker til at vinde på PGA Touren. Danskeren har tidligere hentet tre titler på den europæiske pendant - DP World Tour.

Også Nicolai Højgaards tvillingebror, Rasmus Højgaard, var lørdag i aktion i USA.

Rasmus Højgaard deltager i PGA Tour-turneringen Myrtle Beach Classic i South Carolina, hvor han efter tre runder indtager en placering som nummer 33.

Afstanden op til amerikaneren Mark Hubbard på førstepladsen er 11 slag for Højgaard før søndagens afsluttende runde.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT