Hermansen drømmer om at erobre pladsen i buret til VM

7. SEP 2025 • 07:00SPORT

Mads Hermansen vil være førstekeeper på landsholdet, men anerkender at konkurrencen er hård.

Kasper Schmeichel har siddet tungt på pladsen som fodboldlandsholdets førstemålmand i mere end et årti, men en af hans kolleger og konkurrenter på landsholdet har en ambition om, at det snart ændrer sig.

Reservemålmand Mads Hermansen drømmer om at udkonkurrere Kasper Schmeichel, Filip Jørgensen og de øvrige konkurrenter til målmandstjansen og blive landsholdets faste førstekeeper. Og det må gerne ske, inden Danmark forhåbentlig deltager ved VM næste sommer.

Det siger Premier League-målmanden i forbindelse med fodboldlandsholdets første samling i VM-kvalifikationen.

- Jeg drømmer jo om at spille og være nummer et for landsholdet. Det arbejder jeg stenhårdt på at blive. Jeg har ikke lyst til at vænne mig til at sidde på bænken, og jeg arbejder hårdt på, at pladsen skal blive min. I sidste ende er det op til Brian Riemer at afgøre, hvem af os der spiller.

- Konkurrencesituationen er, som den har været i noget tid, og jeg har stor respekt for det, Kasper Schmeichel har opnået, men ingen er garanteret en plads på holdet.

- Der skal spilles en hel sæson, inden der er VM, og selvfølgelig har jeg da en drøm og en målsætning om at få spilletid der. Men først er der mange andre klub- og landskampe, der skal spilles, siger Mads Hermansen.

Da Danmark fredag åbnede VM-kvalifikationen med en nulløsning mod Skotland, var Kasper Schmeichel atter foretrukket i målet frem for Hermansen.

Den 25-årige fynbo har brugt sommeren på at skifte fra Leicester i Englands næstbedste række til Premier League-klubben West Ham. Alle parter var enige om, at det var en god idé.

Og i en landsholdssammenhæng er det næppe skidt at spille fast i verdens måske stærkeste liga, bemærker han.

- Jeg ved, at hvis jeg er i en god klub i en god liga og spiller fast, så har jeg større mulighed for at være på landsholdet. Det har været vigtigt for mig at blive ved med at være i Premier League, siger Hermansen, som har haft en travl sommer.

- Det er altid hektisk at få en ny arbejdsgiver, der er mange ting, der skal styr på. Det gælder både relateret til fodbolden, men også til privatlivet, når man skal flytte, siger målmanden.

I juni var der en åbning for at få debut på landsholdet, da landstræner Brian Riemer proklamerede, at han havde brug for at se en anden målmand end Kasper Schmeichel an i testkampen mod Nordirland.

Desværre for Hermansen var han skadet og ikke med til samlingen. Muligvis derfor gik de 90 minutter i målet til konkurrenten Filip Jørgensen.

Hermansen ærgrede sig, men fortæller, at han brugte tid på at få lavet en lyskeoperation, der vil gavne ham i et længere perspektiv end en enkelt testkamp.

- Selvfølgelig var det ærgerligt at se den kamp, hvor jeg måske kunne have spillet. Skader kommer aldrig på et godt tidspunkt, men jeg havde brug for at få lavet et indgreb, som kan gavne mig på den lange bane.

- Det var Brian Riemer også klar over. Nu er det super dejligt at være på den anden side og være på 100 procent hver eneste dag, siger Hermansen.

Når han vender hjem til London-klubben West Ham efter mandagens VM-kvalifikationskamp i Grækenland, møder han igen ind til træning under den danske målmandstræner Casper Ankergren.

De to kender hinanden fra en fælles fortid i Brøndby, og Ankergren spillede heller ikke en uvæsentlig rolle i, at Hermansen endte i netop West Ham.

- Casper Ankergren har selvfølgelig betydet noget for, at jeg er endt i West Ham. Han har været med i scoutingen af forskellige målmænd, og jeg kender ham jo rigtig godt i forvejen og ville gerne arbejde sammen med ham igen.

- Man kan aldrig vide sig sikker på spilletid, men han har været med til at give mig en tro på, at jeg står med de bedste kort på hånden. Så er det op til mig selv at levere uge efter uge, siger Hermansen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT