Djokovic knuser landsmand og tager Wimbledon-sejr nummer 100

5. JUL 2025 • 21:18SPORT

Kun Roger Federer har vundet flere kampe end Novak Djokovic i grand slam-turneringen Wimbledon.

Selv om de deler fædreland, var serbiske Novak Djokovic lørdag aften nådesløs over for Miomir Kecmanovic.

I tredje runde af Wimbledon vandt Djokovic overlegent 6-3, 6-0, 6-4 og indkasserede sin sejr nummer 100 i grand slam-turneringen.

Kun Roger Federer har hentet flere sejre i den traditionsrige turnerings åbne æra.

I løbet af karrieren blev det til 105 sejre for schweizeren, som har vundet Wimbledon otte gange. Djokovic har før dette års turnering vundet Wimbledon syv gange og kan dermed tangere Federer med en triumf.

Verdens nummer seks var ganske suveræn over for sin landsmand, der blev kørt rundt på Centre Court.

Djokovic vandt 18 ud af kampens 25 partier og tillod kun en enkelt breakbold i hele kampen.

Til Kecmanovics kredit udnyttede han den faktisk til sidst i tredje sæt, men det var for sent mod den tidligere verdensetter, som kort efter servede kampen hjem.

Djokovic møder i fjerde runde australske Alex de Minaur, som besejrede den danske sensation August Holmgren i tre sæt.

Tidligere lørdag strøg topseedede Jannik Sinner uhindret gennem sin kamp i tredje runde mod Pedro Martinez. Han vandt 6-1, 6-3, 6-1.

Den italienske favorit er stadig ikke blevet brudt i sine tre første kampe i Wimbledon. Han har vundet samtlige 37 partier i egen serv.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT