Landstræner sukker over mange rejsedage ved håndbold-EM
Danmark kom i gruppe med EM-medværten Tyrkiet, så danskerne skal spille det indledende gruppespil i Antalya.
De danske håndboldkvinder er havnet i en på papiret overkommelig gruppe med Spanien, Tyrkiet og Grækenland ved EM-slutrunden i december.Da en af modstanderne er EM-medværten Tyrkiet, betyder det samtidig, at Danmark skal spille det indledende gruppespil i tyrkiske Antalya.
Det står klart efter torsdagens lodtrækning i polske Katowice, hvor 24 lande skulle fordeles i seks forskellige grupper med fire hold i hver.
Tyrkiet er en af fem værter for EM-slutrunden. De øvrige fire værter er Polen, Rumænien, Tjekkiet og Slovakiet.
Danmark kan komme til at rejse en hel del rundt under EM-slutrunden. Hvis Danmark går videre fra det indledende gruppespil, venter en mellemrunde i Rumænien. En eventuel finaleweekend skal spilles i Polen.
Landstræner Helle Thomsen er ærgerlig over udsigten til de mange rejsedage ved slutrunden, men hun er til gengæld ikke spor skræmt over modstanden i det indledende gruppespil.
- Det er fordele og ulemper ved det hele. Vi havde håbet at undgå Tyrkiet, for det koster to rejsedage, men det kan vi ikke gøre noget ved.
- Puljen skal vi nok vinde, men i mellemrunden bliver det svært mod Rumænien, som kommer til at have en stærk hjemmebane, samt mod Norge og Ungarn.
- For at komme blandt de sidste fire skal vi kunne slå alle, men vi havde håbet på at undgå to rejsedage, siger Helle Thomsen til forbundets hjemmeside.
Landstræneren vurderer, at Danmark skal kæmpe mod Norge, Rumænien og Ungarn i mellemrunden om at blive blandt de to bedste hold, der går videre til semifinalerne.
EM-slutrunden spilles fra 3. til 20. december.
/ritzau/
