Håndboldherrer slår Ungarn i olympisk morgenfest
De fysiske stærke ungarere kunne ikke stå distancen i et højt tempo, og det endte med en dansk sejr på 28-25.
De danske håndboldherrer hentede fredag morgen den fjerde sejr i træk ved OL i Paris.I en tidlig morgenkamp vandt Danmark sikkert med 28-25 over Ungarn, der aldrig var i nærheden af at tage point.
Landstræner Nikolaj Jacobsens spillere var til tider udfordret mod de fysisk tungere og stærkere modstandere, men efter pausen kunne ungarerne ikke helt følge med i danskernes højere tempo.
Da kampen blev sat i gang klokken 9.00, så det også ud til, at danskerne var bedst forberedt.
Efter ni minutter havde Danmark bragt sig foran 6-2, men så stemplede de fysisk stærke ungarere ind.
Samtidig blev der justeret i Ungarns forsvar, hvor en mand gik frem for at genere de danske angrebsopbygninger. Det var med til at stække danskerne, der samtidig begyndte at misbruge helt åbne chancer.
Ungarn kæmpede sig på 8-8, inden de fik skabt forspring på to mål.
Mathias Gidsel trådte i karakter i en vanskelig periode og fik scoret tre mål frem mod pausen. Lige før buzzeren lød, tyrede Rasmus Lauge i allersidste sekund bolden over en hel banelængde i tomt mål til dansk pauseføring på 16-14.
I anden halvleg blev ungarerne hurtigt tappet for energi. Effektiviteten foran mål faldt drastisk, og når bolden blev tabt i angrebet, havde danskere tit frit løb mod mål, og der blev hurtigt opbygget en føring på fire mål.
Den tendens blev mere og mere udtalt, efterhånden som minutterne gik. Det begyndte at stå klart, at Ungarn ikke havde nogen våben, der kunne true den danske sejr.
Danmark afrunder på søndag det indledende gruppespil mod Norge. Nordmændene har ligesom danskerne maksimumpoint, og nabodysten vil afgøre, hvem der går videre fra førstepladsen.
Etteren møder nummer fire fra den anden gruppe, mens toeren skal op imod nummer tre.
Intet er afgjort i den anden gruppe, hvor Kroatien, Spanien, Tyskland, Slovenien og Sverige er i spil som dansk modstander i kvartfinalen.
/ritzau/