Forsvarsspillere redder City fra nedtur i premieren
Enzo Maresca fik en resultatmæssigt godkendt start på Premier League, men der er noget, der halter i City.
Manchester City var lige ved at komme helt skævt fra land i den nye Premier League-sæson, men et par målfarlige forsvarsspillere sørgede søndag for sejr.På hjemmebane mod Bournemouth var Manchester City bagud med 0-1 langt ind i kampen, men meget sene scoringer fra Marc Guéhi og Joško Gvardiol sikrede værterne en 2-1-sejr.
Det vil dog ikke være så mærkeligt, hvis den nye Manchester City-træner, Enzo Maresca, går og bekymrer sig en smule.
I Community Shield for en uge siden fik Manchester City en på hatten af Arsenal, og selv om det ikke endte med nederlag denne søndag, var det ikke ligefrem sprudlende.
Bournemouth chokerede Manchester City med en scoring midtvejs i første halvleg, da Evanilson med en fremragende aflevering på tværs af feltet fandt en helt fri Marcus Tavernier, som scorede så let som ingenting.
Det betød, at Manchester City kom under et gevaldigt og langvarigt pres for selv at få hul på Premier League-bylden.
Flere bød sig til i løbet af anden halvleg, men i mål kom bolden først efter 85 minutter, da Marc Guéhi helt umarkeret steg op til et hjørnespark og pandede kuglen i nettet med stor kraft.
Tidligere i halvlegen havde han misbrugt en gigantisk mulighed lige foran mål, men tog altså revanche, inden Joško Gvardiol skabte massiv jubel på Etihad Stadium.
I overtiden stod den kroatiske forsvarsspiller pludselig helt fri i feltet og skubbede bolden i mål. I første omgang blev målet annulleret for offside, men efter VAR-tjek eksploderede stemningen på tilskuerpladserne.
RITZAU
