Fodboldkvinders trup krydret med ung Tottenham-spiller

25. MAR 2025 • 12:06SPORT

Landstræner Andrée Jeglertz har udtaget offensivspilleren Olivia Holdt og keeperen Kathrine Larsen.

De danske fodboldkvinder jagter to sejre i de kommende Nations League-kampe mod Wales og Italien 4. og 8. april.

Det oplyser landstræner Andrée Jeglertz, der tirsdag middag udtog truppen til kampene.

Andrée Jeglertz gav genvalg til 21 spillere, der også blev udtaget til samlingen i februar og fandt plads til to nye navne.

Den 23-årige offensivspiller Olivia Holdt, der i januar er skiftet fra svensk fodbold til Tottenham i den bedste engelske række, er blevet udtaget.

Olivia Holdt blev på grund af en skade efterudtaget til den seneste landskamp mod Italien uden at komme på banen.

Desuden er Sampdoria-keeperen Kathrine Larsen nyt islæt i forhold til den seneste trupudtagelse i februar.

Danmark tabte skuffende 1-2 hjemme til Sverige, men vandt siden 3-1 over Italien på udebane.

- Vi fik en blandet start på Nations League i februar, men vi viste, at vi kan og skal spille med i toppen af gruppen.

- Vi kommer til at jagte to sejre mod Wales og Italien - og samtidig skal vi arbejde på at blive endnu stærkere i vores spillestil og i det aggressive, fremadrettede spil, siger Andrée Jeglertz.

Som den største danske stjerne er den formstærke anfører, Pernille Harder, også med i truppen.

De kommende kampe i Nations League fungerer også som forberedelse til sommeren EM-slutrunde, hvor Danmark er blandt deltagerne.

Danmark gæster Wales i Cardiff 4. april, mens Italien kommer på besøg i Herning fire dage senere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT