Flensburg-dansker slipper med skrækken

24. NOV 2025 • 17:35SPORT

Emil Jakobsen er sluppet uden en alvorlig skade, efter at han udgik af en ligakamp forleden.

Emil Jakobsen og landstræner Nikolaj Jacobsen kan ånde lettet op.

Landsholdsspilleren tog sig til skulderen og var i stærke smerter, da han fredag udgik af Flensburg-Handewitts ligakamp mod MT Melsungen.

Skaden er dog ikke af alvorlig karakter, skriver Bundesligaens aktuelle nummer to mandag på Instagram.

- Men for at sikre, at han er klar til at spille i Bundesligaen, vil han dog blive sparet i den kommende EHF-kamp i Frankrig, skriver Flensburg-Handewitt med henvisning til besøget hos St. Raphael tirsdag.

27-årige Jakobsen er med 75 mål i 13 ligakampe topscorer for sin klub og øjeblikkeligt nummer otte på topscorerlisten i Bundesligaen i denne sæson.

Tidligere på efteråret rundede han 1000 mål for Flensburg-Handewitt og viderefører dermed en tradition med målfarlige danske fløjspillere i den nordtyske klub.

Lasse Svan er noteret for 2241 mål, Anders Eggert for 2531 mål, og Lars Christiansen nåede at score ikke mindre end 3996 mål for Flensburg-Handewitt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT