Fifa: USA's regering skal vurdere sikkerheden i VM-byer

16. OKT 2025 • 03:50SPORT

Sikkerheden til VM er regeringernes ansvar, siger Fifa. Det sker, efter at Donald Trump har truet Boston.

Det er op til USA's regering at vurdere, om de amerikanske værtsbyer til næste års VM er sikre nok til at afvikle kampene.

Sådan lyder svaret fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), efter at USA's præsident, Donald Trump, tirsdag sagde, at han kunne få Fifa til at flytte kampe væk fra usikre værtsbyer.

- Sikkerhed er den højeste prioritet ved alle Fifa-arrangementer verden over.

- Sikkerhed er naturligvis regeringernes ansvar, og de beslutter, hvad der tjener den offentlige sikkerhed bedst, siger en unavngiven talsmand fra Fifa ifølge nyhedsbureauet AFP i et skriftligt svar.

Donald Trump blev tirsdag specifikt spurgt ind til, om storbyen Boston i delstaten Massachusetts risikerer at få frataget de syv VM-kampe, der skal spilles i byen.

Trump svarede, at han kunne ringe til Fifa-præsidenten, Gianni Infantino, og få kampene flyttet.

- Hvis nogen gør et dårligt stykke arbejde, og hvis jeg føler, at der er usikre forhold, vil jeg ringe til Gianni, Fifas fantastiske chef, og sige: "Lad os flytte det til et andet sted". Og så ville de gøre det, sagde Trump.

Den republikanske præsident har længe kritiseret sikkerheden i amerikanske storbyer med demokratisk ledelse.

Flere steder har Trump-administrationen indsat soldater fra Nationalgarden, efter at præsidenten har hævdet, at kriminaliteten er ude af kontrol.

Bostons demokratiske borgmester, Michelle Wu, kan ikke se for sig, at byen skulle miste værtskabet for kampe under VM.

Det sagde hun onsdag til YouTube-mediet Java with Jimmy, skriver Reuters.

- Meget af det er låst fast gennem kontrakter, så ingen enkeltperson - heller ikke én, der i øjeblikket bor i Det Hvide Hus - kan ændre det, sagde Michelle Wu.

- Vi lever i en tid, hvor der for dramaets skyld, for at opnå kontrol og skubbe til grænser, konstant rettes trusler mod personer og lokalsamfund, der nægter at give efter og underkaste sig en hadefuld dagsorden, sagde hun.

USA deler værtskabet for næste års VM i fodbold med Canada og Mexico. Slutrunden spilles fra 11. juni til 19. juli og har deltagelse af 48 hold.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT