FCM sælger islandsk landsholdsspiller til græsk storklub

15. JUL 2024 • 20:26SPORT

FC Midtjylland sælger den islandske landsholdsspiller Sverrir Ingi Ingason til Panathinaikos.

FC Midtjylland sælger den islandske stopper Sverrir Ingi Ingason til den græske storklub Panathinaikos.

Det oplyser FCM på sin hjemmeside.

Den islandske landsholdsspiller nåede at spille en sæson i FCM, hvor det blev til et dansk mesterskab. Forinden tilbragte han fire år i græske Paok.

- Først vil jeg sige tak for en god tid i Midtjylland. Jeg er stolt af det, vi opnåede, hvor vi vandt mesterskabet til allersidst, og jeg er glad for at have mødt de mange gode mennesker i og omkring klubben, siger Ingason.

- Jeg har fået en mulighed for at vende tilbage til Grækenland, og det er noget, vi ønsker at forfølge som familie, og jeg er spændt på de nye udfordringer, der venter i Panathinaikos FC.

I FCM takker man Ingason for indsatsen.

- Ingis stærke karakter og lederegenskaber gav os afgjort nogle procenter, da det for alvor spidsede til i gulddysten. Hans professionalisme og mentalitet har smittet af og vi takke ham for hans engagement, siger fodbolddirektør Peter Sand.

Også den østrigske målmand Martin Fraisl forlader FC Midtjylland.

FCM sælger således Fraisl til den portugisiske klub CD Mafra, som har samme ejer som FC Midtjylland.

Den 31-årige Fraisl kom til FCM fra tyske Arminia Bielefeld i sidste sæson. Han sad på bænken i de fleste kampe, men nåede dog at bidrage til det midtjyske guld med syv ligakampe i sæsonen.

Han spillede fem kampe i efterårssæsonen og passede buret i to af sæsonens sidste kampe, da FC København blev slået med 2-1 i Parken, og FCM i den efterfølgende kamp spillede 3-3 mod FC Nordsjælland.

- Martin er en topprofessionel karakter med en fantastisk mentalitet, der har bidraget til gruppen, hvad enten han har spillet eller siddet på bænken, siger Peter Sand.

- Samtidig har han været med til at skubbe resten af målmandsteamet i kampen om spilletid, men han har også ønsket en større rolle, og den skal han nu jagte i Portugal.

Fraisl har ikke spillet landskampe for Østrigs A-landshold, men sad på bænken i fire Nations League-kampe i 2022, herunder to gange mod Danmark.

FCM har til den kommende sæson udpeget Elias Olafsson som foreløbig førstemålmand. Han er netop kommet tilbage til Herning efter et lejeophold i selvsamme CD Mafra.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT