FCK udnytter option og køber brasiliansk lejesvend

20. JAN 2025 • 16:46SPORT

Offensivspilleren Robert Silva er blevet udstyret med en femårig kontrakt i FC København.

Efter en stille start blev brasilianske Robert Silva i efteråret en profil i FC København.

Derfor er en option i lejeaftalen med Cruzeiro også blevet udnyttet, og den 19-årige dribler har fået en femårig kontrakt i den danske hovedstad. Den nye aftale løber dermed til udgangen af 2029.

Det skriver FCK mandag på sin hjemmeside.

- Jeg er glad og stolt over, at det er lykkedes mig at overbevise trænerne og sportsdirektøren om, at jeg skal blive her i København.

- Det første halve år er gået langt bedre, end jeg havde drømt om. Jeg havde forventet, at det ville tage noget længere tid at vænne mig til en ny spillestil og at være væk fra Brasilien og familien, siger offensivspilleren.

Indtil videre er det blevet til 17 kampe og 3 mål som FCK-spiller, som lover flere mål i fremtiden.

- Nu skal jeg forsætte min udvikling som spiller, men også arbejde mere på at falde endnu bedre ind i holdet, taktikken og det at spille i Europa.

- 2025 skal gerne byde på flere mål, flere assister, flere driblinger og flere smil fra min side, lyder det fra kantspilleren.

FCK-træner Jacob Neestrup har primært benyttet Robert i venstre side af angrebet i denne sæson.

- Robert har taget præcis de skridt, vi håbede på, da han kom til København. Han har udvist tålmodighed, et stort ønske om at lære og han har sin glæde ved at drible, score mål og assistere.

- Der er stadig lang vej endnu for så ung en spiller, og han skal forsat være ydmyg, lærevillig og træningsparat.

- Men hvis han forsætter, som han er startet, kan vi glæde os til at se ham skabe masser af glæde i Parken i fremtiden, siger Jacob Neestrup.

Robert og FCK genoptager sæsonen 13. februar, når det gælder en hjemmekamp mod tyske Heidenheim i Conference Leagues slutspil.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT