FC København køber 19-årig costaricansk back
Den costaricanske teenager Kenay Myrie skifter til FC København, som har ledt efter en ny højreback.
FC København har købt den costaricanske højreback Kenay Myrie. Han har skrevet under på en længerevarende aftale. Det oplyser FCK på klubbens hjemmeside.I efteråret blev højrebacken Rodrigo Huescas skadet, og det har været en høj prioritet for FCK at forstærke sig på den plads.
FCK-sportsdirektør Sune Smith-Nielsen er derfor meget tilfreds med at få den 19-årige spiller, der skifter fra Deportivo Saprissa i hjemlandet.
- Vi har fulgt Kenay i en længere periode, hvor vi har kunnet se hans potentiale, og samtidig har vi set en spiller, der også har præsteret positivt på seniorniveau.
- Vi får en ung og spændende spiller ind, som på den lange bane skal blive en profil i Superligaen og for FC København, siger Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside.
I efteråret vikarierede Junnosuke Suzuki på pladsen som højreback, men japaneren lader til at være udset til en plads i midterforsvaret i foråret.
Derfor ledte FCK efter en ekstra gardering til backen.
- Kenay besidder nogle åbenlyse offensive kvaliteter i form af hans fart og gode power. Han har en stærk fysisk pakke og en moden personlighed på trods af sin unge alder.
- Der vil være en tilvænningsperiode i København i forhold til spillestil og kultur, men vi glæder os utrolig meget til at hjælpe Kenay på vej i den udfordring, siger Sune Smith-Nielsen.
Costaricaneren glæder sig til at starte i klubben og ser det som et stort skridt i karrieren.
- Jeg har siden, jeg var en lille knægt drømt om at blive fodboldspiller i Europa, og at få muligheden for at repræsentere FC København er meget stort for mig.
- Jeg ved godt, at der venter et stort stykke arbejde foran mig, fordi jeg nu skal skifte til en helt anden kultur og samtidig en ny spillestil, siger Kenay Myrie.
/ritzau/
