Englænder afløser landsmand som assistent i AGF

14. JUN 2024 • 17:32SPORT

Rob Kelly er ny assistenttræner for Uwe Rösler i AGF, som sagde farvel til Dave Reddington.

AGF har udpeget den nye assistenttræner for Uwe Rösler.

Valget er faldet på 58-årige Rob Kelly, som senest var assistent i den engelske klub Rotherham United. Englænderen afløser sin landsmand Dave Reddington, som efter den forgangne sæson stoppede i jobbet.

Det oplyser aarhusianerne på deres hjemmeside.

Selv om der er tale om et nyt bekendtskab for superligaklubben, kender Rösler sin nye kollega ganske godt. De har ved flere lejligheder arbejdet sammen.

- Jeg har kendt Rob i lang tid, og han er legemliggørelsen af de værdier, vi værner om i vores klub. Han står for hårdt arbejde og loyalitet, og han kommer med en stor erfaring fra mange forskellige roller i fodbolden. Han har demonstreret sin evne til at tilpasse sig forskellige fodboldkulturer, og han bliver en værdifuld del af vores stab i det fremtidige arbejde, siger Rösler.

Rob Kelly har tidligere været i klubber som Leicester, Wigan, Blackburn, West Bromwich, Nottingham Forest og Sheffield Wednesday, så det skorter ikke på trænererfaring.

Sportschef i AGF Stig Inge Bjørnebye ser ham som en stærk kapacitet.

- Rob er præcis den profil, vi har brug for, og vi glæder os til at byde ham velkommen på Fredensvang, når forberedelserne til den nye sæson går i gang, siger sportschefen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT