Dommer erkender: Horsens-angriber skulle have haft rødt kort
VAR kaldte ikke dommeren til skærmen, da Horsens' Kelvin Ehibhatiomhan tacklede Lyngby-keeper på knæet.
Der var højlydte protester fra Lyngby-lejren, da AC Horsens' Kelvin Ehibhatiomhan søndag modtog et gult kort i Superliga-opgøret.Det var til trods for, at angriberen i en hård tackling placerede knopperne på Lyngby-keeper Diego Kochens ben i første halvleg, så selv strømpen gled ned.
I kølvandet på episoden forklarer dommer Michael Tykgaard, at den rigtige dom havde været at sende Kelvin Ehibhatiomhan tidligt i bad.
- Det er rigtigt, at spilleren glider ind i tacklingen og forsøger at undgå kontakten, men han rammer stadig keeperen for højt og med unødig stor kraft, og derfor skulle han have haft rødt, siger Tykgaard i en skriftlig kommentar til TV 2 Sport.
Dommeren blev ikke kontaktet af VAR for at revurdere situationen, men VAR skulle have grebet ind, lyder det fra dommeren.
- Fejl er en del af spillet, men det ændrer ikke på, at vi selvfølgelig gerne ville have truffet den rigtige beslutning. Det gjorde vi ikke her, og det er virkelig beklageligt, siger Michael Tykgaard.
De to oprykkere til Superligaen var på vej mod en pointdeling, men et frisparksdrøn af Adrian Justinussen sørgede for en sen 2-1-sejr til Horsens.
RITZAU
