Dødvande i Indien får City-ejer til at sælge klub

26. DEC 2025 • 10:36SPORT

City Football Group har solgt ejerskabet af Mumbai City, som man erhvervede sig i 2019.

Manchester City har fået en søsterklub mindre.

City Football Group (CFG), som ejer klubber på fem forskellige kontinenter, har solgt sin andel af indiske Mumbai City.

Det oplyser den indiske klub på sin hjemmeside.

CFG, som er ejet af Abu Dhabi United Group, købte i 2019 cirka 65 procent af Mumbai City, og det blev siden til to nationale titler.

Salget sker, efter at der er opstået usikkerhed om fremtiden for Indiens bedste fodboldrække, Indian Super League (ISL), der har ligget stille siden sommer.

Årsagen er, at der ikke har kunnet landes en aftale med en ny kommerciel partner for ligaen.

- CFG har truffet denne beslutning efter en grundig gennemgang af de kommercielle forhold i lyset af den aktuelle usikkerhed, der omgiver fremtiden for Indian Super League, lyder det på holdets hjemmeside.

CFG er majoritetsejer af engelske Manchester City, australske Melbourne City, amerikanske New York City, Montevideo City Torque fra Uruguay, franske Troyes, Lommel fra Belgien, italienske Palermo og Bahia fra Brasilien.

Dertil har man ejerandele i spanske Girona, kinesiske Shenzen Peng City og japanske Yokohama Marinos.

Mumbai City vil blive drevet videre af folkene, som i 2014 grundlagde klubben, fremgår det af hjemmesiden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT