Djokovic er klar til Wimbledon-semifinale uden kamp

10. JUL 2024 • 19:56SPORT

Novak Djokovic sendte i ottendedelsfinalen Holger Rune ud, og han skal nu møde Lorenzo Musetti i semifinalen.

Novak Djokovic er klar til semifinalen ved Wimbledon uden kamp.

Serberens modstander i onsdagens kvartfinale, australske Alex de Minaur, trak sig fra turneringen med en hofteskade.

- Jeg er knust over at måtte trække mig, siger den niendeseedede Alex de Minaur ifølge nyhedsbureauet AFP.

Australieren blev skadet i ottendedelsfinalen, hvor han endte med vinde over franske Arthur Fils alligevel.

Alex de Minaur og andenseedede Djokovic skulle efter planen have spillet onsdagens anden kamp på Centre Court.

- Det er ingen hemmelighed, at det ville have været den største kamp i min karriere.

- Jeg vågnede i morges og håbede på et mirakel, men der var en stor sandsynlighed for at forværre skaden, hvis jeg gik på banen, siger Alex de Minaur.

Han tilføjer, at en forkert bevægelse potentielt kunne koste ham fire måneders pause frem for måske tre til seks uger.

Serberen vandt i ottendedelsfinalen over danske Holger Rune og møder i semifinalen italieneren Lorenzo Musetti, der vandt i fem sæt over Taylor Fritz fra USA.

Musetti vandt kampen med cifrene 3-6, 7-6, 6-2, 3-6, 6-1 efter tre og en halv times spil.

- Djokovic er en legende alle steder og i de seneste år i Wimbledon. Det er altid store kampe, når jeg spiller mod ham.

- Det bliver en af de største udfordringer for mig, men jeg kan godt lide at blive udfordret, siger Musetti.

Hos kvinderne forløb det uden skader, da 2022-mesteren, Elena Rybakina fra Kasakhstan, vandt 6-3, 6-2 over ukrainske Elina Svitolina i kvartfinalen.

I semifinalen møder Rybakina, som undervejs slog danske Caroline Wozniacki ud, tjekken Barbora Krejcikova. Hun vandt onsdag i to sæt over Jelena Ostapenko fra Letland.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

28. OKT 2024 • 23:12SPORT
BLÅ BOG: Ballon d'Or-vinderen Rodri

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT